- Amning
- 28. maj 2021
Som en del af min ammevejlederuddannelse fik jeg til opgave at nedskrive min ammehistorie. Den har jeg valgt at dele med dig. Måske samler du ligesom jeg på succeshistorier, som bevis for noget kan lade sig gøre eller måske kan du have glæde af at læse om andre med samme udfordringer, som du selv sidder med lige nu.
Min ammerejse startede for snart 10 år siden og sluttede for bare 9 mdr. siden. Det er mærkeligt sådan at være “helt ude på den anden side”, da amning har været en så stor del af min identitet i så mange år, og både interessant og lidt vemodigt nu at se tilbage på.
Min krop har produceret mælk til 6 børn og 3 af dem endda på samme tid. Det har være vidunderligt og ufatteligt hårdt og nogle perioder står så sløret for mig pga. af søvnunderskud, så jeg næsten ikke husker det.
Samuel
– mit første barn og min første graviditet og ikke mindst – ham der førte mig ind i mor-livet.
En ønsket og naturlig graviditet, der dog kom lidt tidligere end forventet. 4 mdr. efter at vi var blevet gift, var vi enige om at jeg skulle stoppe med p-pillerne og jeg havde jo læst, at der nemt kunne gå 3-6 mdr før jeg blev gravid. Der gik 14 dage.
Helt fra starten tog jeg det som en selvfølge, at jeg skulle amme barnet – det havde min mor jo gjort uden problemer, så det kunne jeg vel også. Og til min første jordemoder samtale blev jeg nærmest rost for at svare klart og tydeligt JA, da hun spurgte, om jeg havde planer om at amme. Da jeg skulle sidde med en dukke presset mod mit bryst, for at lære hvordan baby skulle ligge, var det dog lige meget nok for mig. Jeg var slet ikke klar og min krop var ikke klar. Tænkte ikke så meget mere over det med amning, før jeg omkring uge 24 begyndte at få våde pletter på blusen i tide og utide.
I løbet af graviditet fik jeg mit bækken undersøgt, da jeg er vokset op med en hoftesygdom og gerne ville være sikker på, at alting nu fungerede som det skulle, inden jeg anskaffede et fødekar til min ønskede hjemmefødsel. Mit bækken blev vurderet til 3-4 cm. og der blev planlagt et kejsersnit. Bye Bye hjemmefødsel. Jeg var led og ked af at skulle have kejsersnit, men hvad amning angik var jeg egentlig ikke bekymret. Min mor fik mig ved kejsersnit, fordi jeg stod i underkropsstilling (altså numsen nedad) – og hun havde jo ammet alligevel.
Det blev et fint og vellykket planlagt kejsersnit i uge 39+0 og et endnu finere og velskabt barn. Det var før hud-mod-hud-kejsersnit og sen afnavling, så efter en tur på Sechers bord, en K-vitamin indsprøjtning og et varmt tæppe, kom den lille skabning over på mit bryst – eller i hvert fald den smule af det, som var frit mellem min hage og afskærmningen. Jeg holdt ham så fast med min ene frie arm og vi kiggede hinanden dybt i øjnene. En mor blev født få minutter efter barnet.
Allerførste latch
kl 10.32 har jeg et billede af, at han er lagt til brystet for første gang – 30 minutter efter fødslen, og der lå han jo egentlig meget godt. Uden rigtig at vide hvad vi lavede, øvede vi os resten af dagen på at få fat og på ikke at kløjs i råmælken, der kom i rigelige mængder.
Han var hos os hele tiden og plastikkassen med hjul på blev kun brugt, når far skulle ned i puslerummet.
Vi havde aftalt at blive en overnatning, så far kunne blive instrueret i babybadning næste formiddag, og jeg skulle gerne deltage i et “genoptræning-efter-kejsersnit-møde”, og det var nok meget godt vi blev, for aftensygeplejersken gav mig den vigtigste ammevejledning jeg nogensinde har fået.
Hun kom ind til os, for at se hvordan det gik og så, at jeg nok bøvlede lidt med baby og bryst. Hun spurgte mig, om hun godt måtte tage fat? – øh ja ja – med den ene hånd på mit bryst og den anden om Samuels hoved lavede hun den sammenkobling, der fik os til at forstå det der amning. “Sådan skal det føles” sagde hun. Tjek! (I dag anbefales det ikke at lave “Hands-on-ammehjælp”, da statistikkerne viser at det giver langt flere succeshistorier, at guide mor, men lade hende gøre det selv, så hun ved hvad hun skal gøre næste gang. Men for mig virkede det.)
Jeg sov ikke den nat, men lå på siden og vågede over mit barn i armhulen – jeg var så bange for, at de ville komme og putte noget i ham hvis jeg sov – så det gjorde jeg ikke.
Vi forlod sygehuset næste formiddag efter vores respektive kurser og rundede BabySam for at købe uld-ammeindlæg, som en af sygeplejerskerne havde anbefalet mig. Jeg havde et af sygehusets babytæpper proppet ned i BH’en for at holde tør på hjemturen.
Vådt tøj og fysiologisk brystspænding
Vi fortsat ammetræning derhjemme og jeg husker ikke spor andet end vores lille vidunder og vådt tøj. Han sov imellem os i dobbeltsengen om natten – med god afstand af frygt for at mase ham i søvne. Men vi kunne ikke lægge ham længere væk fra os.
Tredjedagen står dog lysende klart for mig. Mine bryster var svulmet op til Dolly Parton-størrelse og gjorde afsindigt ondt. Samtidig ville Samuel ammes hele tiden, men kunne ikke rigtig få fat. Panikken bredte sig i kroppen.
Den dag havde vi besøg af Dorthe – en kær ven af familien midt i 50’erne. Hun var rolig og blev ved at sige til mig, at det var helt normalt – mælken var ved at løbe til og mine bryster ville ikke revne, som jeg seriøst frygtede kunne ske. (Ingen havde fortalt mig noget om ødemer eller fysiologisk brystspænding.) Jeg skulle bare blive ved med at lægge ham til.
Martin havde hentet en sugeanordning til mig på apoteket – et båthorn uden lyd, der kunne lave undertryk og suge lidt mælk ud så der rent faktisk var en brystvorte, drengen kunne hapse på.
De følgende dage lærte vi flere ting. Jeg husker at jeg stod og gik meget med ham, imens jeg ammede – satte mig på pilatesbolden eller helt ude på kanten af sofaen og rokkede lidt.
Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det, men jeg fandt ådbenbart ud af det virkede, når han var utålmodig og ulykkelig. Selvom alle gerne ville have mig placeret med dyner og puder, fungerede det bare bedst i bevægelse og så kunne jeg sætte mig ned, når der var ro på. Lærte faktisk aldrig at bruge den der fine ammepude jeg havde fået.
Jeg husker det som en skøn tid, trods alle de bekymringer der fulgte med. Bare jeg nu gjorde det rigtigt.
Efter ca 14 dage forsvandt smerterne endelig, når jeg lagde ham til og han blev ammet dag og nat, når han efterspurgte det.
Om natten sad jeg pænt op i sengen og ammede – Martin gik nedenunder og skiftede ble – og Samuel blev lagt til igen, når de kom tilbage. Kunsten var ikke at falde i søvn – det måtte jeg jo ikke! (det må nogen jo have fortalt mig jeg ikke måtte?) Det skete dog indimellem at jeg blundede og vågnede op i panik over, at jeg kunne have tabt ham. Jeg kunne have ødelagt ham.
Over i vuggen med ham, hvor der er sikkert. Og så endelig ligge ned og sove – indtil han vågnede igen.
Mad, mad, mad
Samuel var en stor dreng og ved de 4 mdr. havde både sundhedsplejerske og samtlige bedsteforældre overbevist mig om, at jeg ikke længere kunne mætte ham med mælk – det var nok også derfor han ikke ville sove om natten. (eller om dagen for den sags skyld)
Ved 4 mdr. begyndte vi på overgangskost – hjemmelavet og økologisk mos, efter Rebecca Perssons (i dag Rose Maimonide) anbefalinger i bogen “Baby”. Han var meget hurtig meget glad for mad. Blev stadig ammet og ville stadig ikke sove om natten.
Han skulle nok have endnu mere mad lød rådene.
Tilbage på job
Da Samuel var 7 mdr. vendte jeg tilbage til mit job på revisorkontoret. Martin overtog barslen og sendte billeder af alle de nye ting Samuel lærte, mens jeg var væk.
Den første tid havde jeg min brystpumpe med på kontoret og måtte gå ud på toilettet og malke ud et par gange. Mælken tilpassede sig dog ret hurtig og efter en uges tid fungerede det fint at amme om morgenen, inden jeg tog afsted og igen når jeg kom hjem om eftermiddagen – og selvfølgelig det meste af aftenen og stadig flere gange i løbet af aftenen
Jeg græd i bilen når jeg kørte afsted om morgenen og kørte alt for stærkt på vej hjem om eftermiddagen. Jeg fik sværere og sværere ved at koncentrere mig om mit arbejde og passe mit HD studie to aftener om ugen. Derhjemme fik jeg svært ved at overskue almindelige dagligdagsting. Martin var begyndt at arbejde weekendvagter på fabrikken – fra 7-19 lørdag og søndag. Og jeg havde en 40-50 timer på kontoret i hverdagene. På den måde kunne vi have Samuel hjemme lidt længere.
Sygemeldt
14 dage før Samuel blev et år, blev jeg sygemeldt med alvorlig stress og depression. Jeg havde svært ved at tale og kunne ikke følge med i en samtale med flere personer i rummet. Jeg kunne ikke lave mad eller finde ud af at tømme opvasker. Og jeg var bange for, at jeg ikke kunne læse mit barns behov. Bange for ikke at kunne passe ham, når vi var alene hjemme.
Jeg kan ikke huske hans 1-års fødselsdag 3. oktober eller juleaften det år. Eller ret meget derimellem.
Men jeg husker jeg fandt ro i at være sammen med Samuel og kunne være nærværende sammen med ham. Og jeg kunne stadig amme ham. Jeg havde ikke på forhånd bestemt mig for hvor længe jeg ville amme, men havde en forventning om at “hvert fald ikke længere end 1 år” – Men da vi nåede 1 år, så jeg ingen problemer i at fortsætte, så længe det var et behov for Samuel. Samtidig tror jeg det gav mig en ro og tryghed, at midt i mit eget kaos, hvor jeg ikke var sikker på at kunne noget som helst rigtig, så var ammestunderne da noget jeg kunne – der kunne jeg være 100% tilstede og til rådighed.
I stedet for at kæmpe mig tilbage til min karriere, valgte jeg efter tre måneders sygemelding at sige mit job op. Vi havde fundet ud af, at jeg kunne få “Tilskud til pasning af eget barn” og valgte at sænke vores udgifter væsentligt, for at jeg kunne gå hjemme med Samuel et år.
Amningen var roligt dalende, men omkring den tid, hvor der er Oscar-uddeling blev Samuel syg for første gang med høj feber. Kan huske vi så Oscar-uddelingen en hel dag sammen med en veninde og Samuel ville intet andet have end mælk. Jeg var dybt taknemmelig for stadig at kunne give ham det.
Efter han blev frisk igen stoppede han selv stille og roligt amningen. Ingen tvang – ingen sorg blot naturlig afvænning.
Det blev til 15 mdr. amning – heraf 4 mdr. fuldamning.
