- Hverdagsvalg
- 01. maj 2021
Her er så vores nye hjem. Et stort og fint rødt gammelt byhus. Ja, for Nr. Lyndelse er faktisk en by og især for os, som er vant til at bo på landet hvor den eneste trafik er posten og i ny og næ en traktor.
Det her er meget anderledes og meget mere larmende, men også spændende for børnene at vi kan gå ned i brugsen og at der er naboer lige på den anden side af hækken.
Huset kom til os lige da vi havde brug for det og opfylder det, som vi havde ønsket; Tæt på børnenes skole, eget værelse til de tre store og en have.
Da vi nåede starten af december 2020 faldt de sidste formaliteter og forbehold på plads i købsaftalen og først der vidste vi med sikkerhed at vores ejendom og vores hjem gennem 10 år nu endelig var solgt pr. 1. februar 2021.
Det røde byhus blev sat til leje lige på den anden side af nytår og den 5. januar var jeg ude at se det – uden Martin, som lige var startet nyt job. Den 6. januar havde vi en underskrevet lejekontrakt og vi kunne få nøglerne allerede den 15. YES! Det lykkedes. Behøver jeg sige at det er en anelse angstprovokerende at stå med 6 børn og vide at ens hus er solgt, uden at vide hvor man skal flytte hen.
10 års samlermani blev sorteret og kun en brøkdel kom med
Alligevel så der sådan ud i fyrrummet den første tid. KAOS! Der skulle ryddes endnu mere ud.
Alt var blevet blandet sammen og sat hulter-til-bulter, hvor der lige var plads, Martin arbejdede ude og jeg jonglerede med trillinger, hjemmeskole og en bondegård, som skulle være ren og rydelig. Det var mildest taget op ad bakke, men med meget hjælp fra forældre og venner nåede vi det hele og ungerne har taget hele processen i stiv arm. Børns evne til at tilpasse sig er fuldstændig magisk.
Indretning af et hus til 8 personer
Jeg er altså ikke helt færdig endnu, men det vigtigste er på plads og der er kun en halv flyttekasse tilbage med pyntedimser og nips jeg ikke er klar til at give slip på.
Det har været noget af en kamp og i perioder virket fuldstændig uoverkommeligt og med heftige bump på vejen og seriøse uoverensstemmelser er vi blevet mindet om, hvad det er, der er vigtigst for os. Hinanden og vores børn, vores fælles fremtid og vores vilje til at være familie på vores egen måde.
Derfor er vi ikke flyttet ind i drømmehuset med de perfekte omgivelser, men vi er flyttet ind i et praktisk og velfungerende hus med plads til os alle og med mulighed for i ro og mag at vente på drømmehuset dukker op. Og så nyder vi for denne periode at bo til leje og ikke bekymrer os om ombygning eller større vedligeholdelsesprojekter. Til gengæld prøver vi at vende os til den voldsomme trafikstøj og manglen på udsigt og udendørsplads.
Nu med egne værelser
Huset er på 156 kvm, nøjagtig som det vi kommer fra. I det gamle stuehus på bondegården var der lavet førstesal med to værelser og et repos – Samuel, Bianca og Gabriel havde værelse sammen og vi havde det store soveværelsem, hvor trillingerne også sov. I det nye hus har førstesalen et fordelingsrum med 3 værelser og et toilet. Prøv da lige og spørg om der var glade unger da de så det! Så nu har de store hvert deres værelse, – altså de bruger det jo stadig mest kun til at sove i, men følelsen af at have sit eget og at kunne lukke døren er jeg ikke i tvivl om at de sætter pris på. Om natten står dørene åbne så de kan høre hinanden – det giver dem både tryghed og genkendelighed og fra første dag har de gladeligt sovet på egne værelser. Jo jo, selvfølgelig kommer de stadig ned til os og putter – især Gabriel, som jo kun er 5 år og altid har sovet bedst i min arm.
To stuer en suite / soveværelse
Der er ingen tvivl om at husets hjerte er de to sammenhængende stuer. Det er nogle skønne rum og var det ikke for larmen fra vejen, ville jeg kalde dem helt perfekte. Her er lyst og lækkert og plads, dog har vi måtte tænke os godt om, for at beholde den luftige følelse. Derfor indeholde den ene stue – med køkkenet lige ved siden af – stort set kun vores spisebord. Så er der nemlig også plads til at have bedsteforældre på besøg.
Den anden stue er til hygge, leg og til afslapning om aftenen når alle unger sover.
Og nåååh ja – Så er det også vores sovevæelse.
Om aftenen trækkes den ene sovesofa ud til en dobbeltseng på 160 cm og sengetøjet gemmer sig i skufferne. Det fungerer faktisk overraskende godt og på den måde kunne trillingerne få det sidste værelse i stueetagen, som deres helt eget.
Vi startede faktisk med at sove derinde sammen med dem. De har jo altid sovet sammen med os, så en lukket dør imellem os var et stort skridt. Men efter kort tid virkede det, som den helt rigtige løsning. Med tre tremmesenge og en dobbeltseng på værelset, var der ikke meget plads til legetøj. I det gamle hus havde vi et helt værelse indrettet som legeværelse og jeg havde faktisk ikke lyst til at have alt det integreret i stuen. Derfor flyttede vi ud af det, som nu kun er trillingernes værelse, hvor der er plads til både senge og legetøj. Det tog dem ikke længe at vende sig til at sove selv og endelig, endelig kan vi nyde de fleste aftener med sovende børn.
Trilingernes værelse
Jeg kunne finde på masser af ting, der kunne være sjovt at indrette et værelse med til tre piger, men jeg kan godt lide at holde fokus på det enkle. Træning er stadig en stor del af trillingernes hverdag og derfor er fysisk udfordring det allervigtigste for dem – det kræver gulvplads og noget at klatre på.
Pigernes senge står helt op ad hinanden i hjørnet – selv i hver sin seng har de stadig hinanden tæt på.
Klatrearrangementet er helt fantastisk, selvom det fylder meget. Trekanten kan foldes sammen, hvis vi vil sætte den væk en tid. Buen – også kaldet en Ark, kan vendes og fores med tæpper ,så man kan få gyngetur eller rokke dukken i søvn. Pladen i midten kan også fungere som rutsjebane og vender man den om, er der klatreklodser.
Dukkekrogen med komfur, strygebræt, koste og to dukkesenge inspirerer i den grad til hygge og omsorg. Og der trænes en masse færdigheder og ikke mindst kommunikation, når der er tre kokke i køkkenet. Samtidig er der masser af motorisk træning i at gå og stå og bukke sig ned til ovnen eller dukkesengen. De elsker det.
Stigereolen opbevarer stort set alt pigernes legetøj – her findes Duplo-klodser, togbane, udklædningstøj, bondegård og figurer. I spisestuen har vi dog også en lille reol med bøger og musikinstrumenter og et lille legebord som flyttes rundt alt efter hvor vi er.
Et gammelt køkken uden opvaskemaskine
Jeps – vi har ingen opvaskemaskine og det er fint.
Da jeg så huset den første gang og den venlige mand, som fremviste påpegede denne mangel, sagde jeg “pyt med det – jeg har 6 børn”. Og ganske rigtigt er, i hvert fald de små helt vilde med at vaske op. De store er nu også flinke til at hjælpe til og ærligt talt, så er det hamrende hyggeligt at stå sammen med Samuel om opvasken og høre om dagen i skolen eller andet, som der er brug for at få vendt med mor. Det er nu egentlig også rart indimellem at stå sammen med Martin om en simpel opgave, hvor man kan tale sammen imens.
Det er ikke første gang vi er uden opvaskemaskine. Faktisk gav jeg den vi havde på gården væk da Gabriel var lille. Jeg kan godt lide enkle og rutineprægede opgaver i dagligdagen, som ikke larmer. Ligesom jeg finder ro i at hænge tøj op. Men en trillingegraviditet, bækkenløsning og behovet for hjælp fra familien gjorde det nødvendigt at installere en opvaskemaskine igen.
Nu er vi tilbage til manuelt arbejde og det fungerer fint. Og lige gyldigt hvor stresset og forvirret min til tider havregrøds-hjerne kan blive – så kan jeg altid finde ud af at vaske op.
Køkkenet er desuden rigtig fint. Det er gammelt og umoderne og lågerne er malet hvide med den sløjeste maling man kunne finde, men det er hyggeligt og med masser af bordplads og skabsplads. Og så har det den vildeste bonus: Spisekammer! Et rigtigt gammelt spisekammer tre trappetrin op. Trappetrinene er fastgjort på en lem, som fører ned til en lille kælder. I love it!
Hvad så nu?
Lige nu er vi her. Og der er stadig masser at gøre for at vi kan trives her i nye omgivelser – ikke mindst i haven. Men her er også meget at lære, både for børn og voksne. Dels at vende sig til en helt anden måde at leve på, dels at bringe det bedste fra vores gamle levevis med os og i høj grad at acceptere at dette er vores verden lige nu – og det er okay. Og så er det nok mest vi voksne, som har noget at arbejde med, for børnene har for længst tilpasset sig, indrettet sig og accepteret de nye omgivelser. De er i den grad en inspiration for mig
Hvor længe vi er her og hvor vi skal hen bagefter – det må tiden vise.
