- Amning
- 26. juni 2021
Som en del af min ammevejlederuddannelse fik jeg til opgave at nedskrive min ammehistorie. Den har jeg valgt at dele med dig. Måske samler du ligesom jeg på succeshistorier, som bevis for noget kan lade sig gøre eller måske kan du have glæde af at læse om andre med samme udfordringer, som du selv sidder med lige nu.
Min ammerejse startede for snart 10 år siden og sluttede for bare 9 mdr. siden. Det er mærkeligt sådan at være “helt ude på den anden side”, da amning har været en så stor del af min identitet i så mange år, og både interessant og lidt vemodigt nu at se tilbage på.
Min krop har produceret mælk til 6 børn og 3 af dem endda på samme tid. Det har være vidunderligt og ufatteligt hårdt og nogle perioder står så sløret for mig pga. af søvnunderskud, så jeg næsten ikke husker det.
Du finder første del af min ammehistorie her, anden del her og min tredje ammehistorie her.
Scarlett, Eleanor og Kendra
– trillinger by surprise
Alt ved en trillingegraviditet er rimelig skræmmende – først og fremmest bliver man præsenteret for fosterreduktion og derefter samtlige risici for at miste dem, føde for tidligt og få børn med alvorlige handicap.
Når man prøver at finde ud af, hvordan man passer og giver mad til tre små babyer, bliver det faktisk ikke meget bedre. Alt hvad jeg kunne finde var information om, at trillinger fik flaske, evt. udmalket mælk til en eller to, trillinger burde have fastlagte spisetider – også vækkes for det og især skulle man sørge for de spiste samtidig.
Jeg spurgte diplomatisk til råd og erfaringer i diverse ammegrupper, men blev mødt af svar som, “det er altså helt okay at give flaske!”. Jeg fandt dog en dansk kvinde som havde ammet trillinger i 5 mdr., om det var helt eller delvist husker jeg ikke. Men fra stort set alle i vores omgangskreds fik jeg at vide, at: “Så kan du jo nok ikke amme”.
Vi var begge rådvilde og ulykkelig, for alt hvad vi havde oparbejdet af erfaringer med vores tre børn faldt på jorden. Vores værdier omkring naturligt og blidt forældreskab, fri amning, samsovning – ikke at presse eller afvise en baby, ikke vække og ikke “søvntræne” – skulle åbentbart skrottes. Det der med skema-fodring hang mig langt ud af halsen.
Jeg fandt mod i andre trillingemødre
Jeg var 4 mdr. inde i graviditeten før det lysnede. Jeg havde fået kontakt med en vejleder fra La Leche League, som sendte mig artikler om trillingermødre i USA og Australien – som ammede! Jeg var ellevild og tårerne trillede af lettelse – dér fik jeg mit bevis for at det kunne lade sig gøre!
Jeg læste at en amme i gamle dage kunne lave mælk til op til 6 børn og jeg kom i tanker om at min søster i Sverige havde fortalt mig, at hun havde malket ud til venindes tvillinger, imens hun selv ammede sin yngste. Jeg blev overbevist om at min krop kunne producere mælk nok til tre og måtte så undersøge lidt om distributionen, da regnestykket jo ikke går helt op med to bryster og tre babyer.
Nogen malkede blot ud og gav alle tre en flaske samtidig. Nogen ammede to og gav den sidste mm eller mme i flaske – det var den mest anvendte metode. Nogen roterede babyerne og nogen gav dem fast ét bryst eller flaske. Den historie der tiltalte mig mest var fra en Australsk mor, med en lige så ifavnsk tilgang som min egen. Hun ammede én af gangen og skiftede bryst hver gang. På den måde ville der være mælk igen i det første bryst når baby nr. tre blev lagt til. Det blev min plan A.
Akut kejsersnit i uge 28+2
I Danmark bliver trillinger forløst ved kejsersnit, senest i uge 36, så jeg var forberedt på neonatalafdeling og en svær start, hvor sandsynligheden for at jeg hurtigt ville få babyberne op til mig var ret lille. Jeg satte mig ind i hvordan jeg bedst muligt startede mælkeproduktionen op med en pumpe – gerne inden for de første timer efter fødslen, læste at de første 14 dage var de vigtigste og fandt guides i håndudmalkning og udmalkning af råmælk inden fødslen.
Det nåede jeg dog ikke, for pigerne kom til verden ved akut kejsersnit i uge 28+2.
Pigerne blev taget direkte ud af operationsstuen uden at jeg så meget som så dem, og jeg måtte bare stole på at de levede.
Allerede på operationsstuen spurgte jeg til, hvornår jeg kunne få en pumpe. Svaret var at det kunne jeg nok på opvågningen. (De har sikkert tænkt jeg var tosset)
Da jeg kom på opvågningen, som den eneste patient lidt over to om natten, spurgte jeg igen til en pumpe. “Det kunne jeg få på barselsafdelingen, når jeg kom derover”. Øv! Efter en time og et kvarter fik jeg billeder fra Martin af tre levende babyer. Så kunne det altså kun gå for langsomt med at komme hen til dem!
Jeg måtte æde mig igennem den obligatoriske sodavandsis (sygeplejersken var meget insisterende) og kæmpede som en gal for at vrikke med tæerne, hvilket jo er adgangsbilletten ud af opvågningen efter et kejsersnit. Jeg havde dog fået rigeligt med bedøvelse så det var en hård kamp.
Efter godt to timer lykkedes det og der blev ringet efter portøren.
Min jordemoder havde til en konsultation oplyst mig om, at jeg ville komme på opvågningsstuen og derefter på barselsafdelingen. Når jeg kunne rejse mig og komme over i en kørestol, kunne jeg komme hen til neonatalafdelingen.
Portøren, som hentede mig, spurgte smilende om jeg ville hen og se mine børn? JA FOR DEN DA! Min seng blev kørt ind imellem to kuvøser og jeg fik to bittesmå babyer over at ligge på brystet 2,5 time efter at de var blevet født og lå sådan i godt tre timer.
Da det ikke kunne udskydes længere blev jeg kørt til barselsafdelingen, hvor jeg igen spurgte efter en pumpe og kaffe!
Der gik i alt 8 timer fra fødslen, før jeg fik fat i en elektrisk brystpumpe – og så kom der ikke en dråbe ud. Jeg forsøgte nogle gange og lod pumpen køre den timede session færdig, men det var håndudmalkning der virkede bedst de første par dage. Og et halvfyldt lille medicinglas blev bragt op til trillingerne – så måtte jeg vælge, hvem der skulle have de gyldne dråber.
Vi havde dog forberedt det værst tænkelige hjemmefra og havde donermælk med på frost. Det fik de lov at få det første døgn, derefter blev det skiftet ud med sygehusets modermælk. Var de blevet født efter uge 32 ville de have givet dem mme, hvilket jeg ikke var interesseret i, derfor havde vi donermælk med.
Kontrolvejning, amning og supplering
Min mælk løb til som vanligt på 3. dagen og derefter fik de udelukkende min mælk. Jeg malkede ud hver 2. time døgnet rundt – også om natten. Personalet mente at hver 3. time var fint, og at jeg roligt kunne sove 6 timer om natten. Jeg havde besluttet mig for at gøre alt hvad jeg kunne de første 14 dage, så på trods af deres råd, gjorde jeg som jeg selv ville, selvom det var møg hårdt, uden meget søvn og mad. Og det virkede.
Fra uge 31 begyndte vi at lægge pigerne til brystet, imens de fik mælk i sonden og selvom de forstod konceptet, havde de ikke mange kræfter til at sutte. Men de øvede fint.
Fra uge 32 blev de så vidt muligt lagt til brystet ved hvert måltid og de blev vejet inden og efter, og derefter suppleret i sonden. Dog med pause om natten og nogle gange midt på eftermiddagen, hvor de bare fik mælk i sonderne, uden at blive vækket, for at spare på kræfterne.
For at få det hele til at gå op, var deres skema forskudt med en halv time. (For tidligt fødte babyer får mad på klokkeslet, fordi de endnu ikke kan vise tegn på sult – det kunne jeg jo godt se fornuften i.)
Så processen var baby 1 vejes – ammes – vejes og suppleres i sonden, baby 2 vejes – ammes på modsatte bryst – vejes og suppleres i sonden, baby 3 vejes – ammes på første bryst – vejes og suppleres i sonden. Det tog halvanden time – derefter udmalkning plus rengøring osv. i en halv times tid og så havde jeg en halv til en hel time til at nå at spise, tisse, svare på beskeder osv., inden det hele startede forfra. Næste gang startede jeg så på modsatte bryst.
Der var ikke meget rådgivning at hente fra personalet, men de var ufatteligt søde og opbakkende – også når min verden var ved at falde fra hinanden.
Fra skemaamning til friamning
Da de var 34 uger (GA) kom vi på TTHO / hjemmeophold, hvor hele veje-amme-veje-supplere-sessionen fortsat de næste 4 uger.
Da vi nåede uge 38 kunne de selv spise alle deres måltider (60-70 ml ad gangen) og vi tog sonderne ud og kunne blive udskrevet rigtigt. Den erfarne sygeplejerske som udfyldte “udskrivningspapirende” sammen med mig, sagde at det var første gang hun kunne skrive “fuldammes” ved trillinger. Der var jeg lidt mere stolt af min krop, end når svigerfar kaldte mig sydfyns bedste malkeko.
I løbet af de næste par uger havde vi en stille overgang fra den nødvendige skema-amning til friamning – dog ville de to andre også have, når den første ville, så klyngevis friamning.
På sygehuset ville de gerne have jeg ammede to ad gangen og det forsøgte jeg også nogle gange, men på en underbemandet afdeling og med tre babyer var det rimelig håbløst, for var jeg blevet plantet med dyner og puder og to babyer, hvordan skulle jeg så tage mig af den sidste, hvis hun sagde noget. Fik at vide, at selv med tvillinger var det jo normalt at far var med… jo jo, men han passer ligesom de tre derhjemme.
Jeg forsøgte nogle gange hjemme i starten, og hvis det lige kunne passe med at Martin var i nærheden og de store børn ikke havde brug for ham, kunne det fungere. Men jeg følte mig fastlåst og hjælpeløs. For mig var det nemmest, bare at amme en af gangen, som jo så var stort set hele tiden. På den måde kunne jeg selv tage mig af de to andre også, selv hente kaffe, vand, mad, nå fjernbetjeningen og vigtigst af alt: have en arm fri til at kramme de store. Og om natten kunne jeg ligge på siden og halvsove imens og så lægge mig om på den anden side, når den næste sagde til.
Op- og nedture
Pigernes motoriske udvikling var meget sen, og det varede længe før de kunne sidde. Faktisk blev de fuldammet i hhv. 9 og 10 mdr. før de begyndte at have interesse for mad, som også blev introduceret på BLW-måden. (Især Kendra blev ramt af kighoste i den periode og måtte helt over det, før hun kunne spise mad)
Indimellem havde vi forsøgt at give dem en flaske også, og nogle gange lykkedes det med Eleanor og Kendra – Scarlett nægtede. Faktisk først da de var omkring 18 mdr og selv kunne holde og drikke af en flaske, godkendte de den sådan nogenlunde. Åh kunne de dog ikke bare tage den flaske, så jeg kunne få en pause.
Op til corona-nedlukningen var jeg ved at være fuldstændig ødelagt af at amme, min krop sagde fra og jeg opdagede i den grad hvad ammeaversioner var. Især når jeg ammede to af gangen. Jeg blev overvældet af kvalme og kvælningsfornemmelse og alt i mig havde lyst til at skubbe dem væk.
Jeg gjorde en ihærdig indsats for at skrue ned for amning i løbet af dagen, så jeg kunne give dem til aften og nat. Proppede dem med smootieposer, yoghurt og snacks og gik i nogle dage med et tørklæde stramt om brysterne, for at få produktionen til at falde lidt. Det lykkedes delvist og jeg fik lidt ro på min krop.
Nedlukningen gav os helt ro på og vi var alle hjemme i den tid. Skrækken for at pigerne skulle blive ramt af sygdommen gjorde, at jeg alligevel fortsatte amningen. Tænkte at det var bedst at give dem så meget modstandskraft som muligt. Den sidste ammetid blev derfor alligevel rolig og med overskud og først i slutningen af august stoppede mit trillinge-ammeeventyr på en rolig og blid måde uden at nogen var kede af det.
Det blev til 27 mdr. amning af tre børn – heraf 10 mdr. fuldamning
Vil du læse flere succesfulde ammehistorier fra trillingermødre, så har The Milk Meg en samling der er værd at læse.
