- Amning
- 10. juni 2021
Som en del af min ammevejlederuddannelse fik jeg til opgave at nedskrive min ammehistorie. Den har jeg valgt at dele med dig. Måske samler du ligesom jeg på succeshistorier, som bevis for noget kan lade sig gøre eller måske kan du have glæde af at læse om andre med samme udfordringer, som du selv sidder med lige nu.
Min ammerejse startede for snart 10 år siden og sluttede for bare 9 mdr. siden. Det er mærkeligt sådan at være “helt ude på den anden side”, da amning har været en så stor del af min identitet i så mange år, og både interessant og lidt vemodigt nu at se tilbage på.
Min krop har produceret mælk til 6 børn og 3 af dem endda på samme tid. Det har være vidunderligt og ufatteligt hårdt og nogle perioder står så sløret for mig pga. af søvnunderskud, så jeg næsten ikke husker det.
Bianca
– en ønsket og længe ventet lillesøster
Jeg havde forventet at blive gravid lige så hurtigt som med Samuel, men Bianca havde en anden tidsplan. Der gik 6 måneder før jeg blev gravid. Jeg blev klar over det en sen aften efter vi var gået i seng, og jeg lå og læste – på ryggen med hænderne på brystet med min yndlingsbog. Jeg måtte hele tiden flytte mine hænder, for mine bryster var ømme som blå mærker. Jeg besluttede at stå tidligt op næste morgen og tage Samuel med i Lidl for at købe kage – og en graviditetstest. Og den var god nok – endelig var Bianca kommet ned til os og alle glædede sig.
Det blev en super fin graviditet og jeg følte mig godt tilpas og i god form – følte mig ligefrem “flot gravid” og ikke spor hval-agtig. Muligvis fordi jeg var 15 kg mindre, end da jeg blev gravid med Samuel. Jeg opdagede dog fænomenet bækkenløsning eller rettere bækkensmerter. Det skræmte mig en del, men som lægen sagde, kunne jeg jo ikke blive sygemeldt, når jeg hjemmepassede og fik at vide, at der ingen fare var – så jeg måtte bare bide tænderne sammen.
Pga. mit for snævre bækken, måtte Bianca jo desværre også komme til verden ved et planlagt kejsersnit, og denne gang havde jeg ikke planer om at blive på sygehuset et minut længere end højst nødvendigt – nu havde vi jo prøvet det før.
Aftenen inden kejsersnittet lavede jeg en stor portion biksemad, så det var klar til næste aften, hvor både mormor og farmor og bedstefar og min veninde kom hjem til os, når vi var tilbage fra sygehuset.
HAPS - og så sad hun fast!
Om formiddagen den 10. marts, hvor jeg var uge 38+0, blev Bianca født ved et lige så planlagt og vellykket kejsersnit som sidste gang. Genkendeligheden gjorde det hele lidt nemmere for os. På opvågningen blev hun lagt til brystet, og hold da op hvor var der sug i det lille menneskebarn. Måske havde hun mere travlt med at spise, fordi hun bare vejede 3.100 gram. Men jeg var sikker på jeg havde styr på det der amning, og ved 7-tiden om aftenen var vi hjemme igen. Til biksemad og hyggeligt selskab.
Kærlighed og dårlig samvittighed
Det var i den grad nemmere anden gang og finde ud af at amme, og til forskel fra Samuel kunne jeg sidde tilbagelænet med hende, eller for den sags skyld på en hvilken som helst anden måde, uden det hindrede hende i at spise. Det var skønt at være hjemme og skønt at have børnene samlet, men samtidig kom alle følelserne, der ofte følger med barn nr. 2. Dårlig samvittighed over for den store, som nu må dele mor med en anden. Og dårlig samvittighed over for babyen, fordi man ikke har den samme opmærksomhed og tid, som man havde til den første – og hvad ved jeg om at være søskende, når jeg selv er enebarn?
Det tog mig et par uger, før jeg fik det på plads og kunne give slip på den dårlige samvittighed. Kærlighed til ens børn er heldigvis ikke en begrænset pulje, som skal deles – det er en strømmende og uudtømmelig kilde.
Den største udfordring med Bianca var, at hun simpelthen sugede så kraftigt at jeg fik blødende sår. Jeg var klar over, at det var noget med at hun tog forkert fat, men kunne ikke selv få det rettet op lige meget hvad jeg prøvede. Når hun først havde fat i brystet, var hun nærmest umulig at få af.
Jeg købte ammebrikker i håb om, at det kunne afhjælpe sår og smerter. Det gjorde så ondt når hun hapsede på, at jeg sad og holdt fast i bordkanten og tårerne trillede.
Efter 14 da var begge mine brystvorter blødende sår, og selv med ammebrik, gjorde det bare møg ondt. En morgen hvor vi ammede i sengen, opdagede jeg da hun slap, at ammebrikken var fyldt med blod. Jeg var grædefærdig.
Resten af den dag og det meste af den næste fik hun flaske – jeg kunne malke ud med min håndpumpe og selv justere vakuummet til et tåleligt niveau.
Bianca var heldigvis ligeglad – bare der kom mælk ind – så var hun ellers ligeglad med hvordan.
De følgende dage startede vi stille og roligt op – først på det bryst der var mindst i stykker og senere på det andet. Og for at undgå, at det skulle gentage sig, var jeg meget opmærksom på at få hende af igen, hvis hun havde den mindste smule skævt fat. Måtte rimelig brutalt stikke en finger ind for at åbne hendes mund for at få hende til at slippe, men det var nødvendigt for at knappe hende rigtigt på.
Efter den første måned kørte alt som det skulle.
Liggende amning
Om natten startede jeg med at sidde op og amme – ligesom jeg havde gjort med Samuel, men kom dog hurtigt ned at ligge på siden. Med Samuel havde jeg opdaget, at det med at rejse sig op med et barn i armene og bukke sig ned i vuggen med ham – og så modsat når han vågnede igen – var rimelig smertefuldt efter et kejsersnit. Så vuggen var blevet konverteret til en bedside-crip. Genialt. Og når Bianca var faldet i søvn og havde sluppet brystet kunne jeg let og elegant lægge hende over i bedside-crip’en.
Hun vågnede efter 20 min – hver gang! Det blev til, at hun bare sov videre ved mign når hun var faldet i søvn og jeg øvede mig i at acceptere, at det var sådan det var og fik et fantastisk råd om IKKE at kigge på klokken. Det hjalp på roen og på søvnen.
Vi havde fået ny sundhedsplejerske, som havde en lidt anden tilgang til det hele. Hun bakkede om friamning, natamning og samsovning, så længe mor kunne trives i det. Hun bakkede i det hele taget op om alt hvad vi foretog os og var en helt fantastisk støtte.
En brat afslutning på amning
Jeg havde siden Samuel lært om Baby Led Weaning (som SP også bakkede op omkring) – og Bianca blev fuldammet til 6 mdr, hvor vi startede op på BLW. Hun elskede mad, nærmest fra første dag, og spiste alt hvad hun fik serveret – og vi fortsat amning.
En måned før Bianca fyldte 1 år, opdagede jeg, at jeg var gravid igen og min mælk forsvandt, da hun var bare 13 mdr. og jeg var 12 uger henne.
Jeg vidste intet om at kunne fortsætte og muligheden for at amme to, så det blev bare sådan. I øvrigt gjorde det så ondt den sidste tid jeg ammede Bianca, så tvivler på jeg havde klaret en periode med tøramning. Bianca tog det pænt. Hun var begyndt at tale og forstod rigtig meget, så måske hun forstod at brysterne var tomme.
Hun fik vælling i en sutteflaske i stedet for mælk, hver aften inden putning, og den gav os begge en fin hyggestund til erstatning for amningen. Senerehen har jeg dog været plaget af dårlig samvittighed over den bratte afslutning, men i perioden virkede det på ingen måde som et problem for Bianca.
Det blev til 13 mdr. amning – heraf 6 mdr. fuldamning
