Min ammehistorie – Tredje barn [del 3 af 4]
Min ammehistorie - 3. barn

Som en del af min ammevejlederuddannelse fik jeg til opgave at nedskrive min ammehistorie. Den har jeg valgt at dele med dig. Måske samler du ligesom jeg på succeshistorier, som bevis for noget kan lade sig gøre eller måske kan du have glæde af at læse om andre med samme udfordringer, som du selv sidder med lige nu.

Min ammerejse startede for snart 10 år siden og sluttede for bare 9 mdr. siden. Det er mærkeligt sådan at være “helt ude på den anden side”, da amning har været en så stor del af min identitet i så mange år, og både interessant og lidt vemodigt nu at se tilbage på. 

Min krop har produceret mælk til 6 børn og 3 af dem endda på samme tid. Det har være vidunderligt og ufatteligt hårdt og nogle perioder står så sløret for mig pga. af søvnunderskud, så jeg næsten ikke husker det.

Du finder første del af min ammehistorie her og anden del her.

Gabriel

– Min hemmeligt ønskede baby, som jeg fik i fødselsdagsgave.

Jeg har altid ønsket mig tre børn og efter Bianca var der ingen tvivl om, at jeg en dag gerne ville have et tredje barn. En dag ud i fremtiden, hvor vi havde råd og overskud. Havde forestillet mig, at der skulle være en 3-4 år imellem nr. 2 og nr. 3, men sådan skulle det ikke være. Gabriel ville være med. Og da jeg måtte stoppe med de ordinerede mini-piller fra lægen, som jeg ikke kunne tåle, må han jo betegnes som en kalkuleret sandsynlighed, selvom jeg havde vældig godt styr på min cyklus og på “sikre perioder,” og man jo ikke bliver så let gravid når man ammer hele tiden (troede jeg). Til Biancas 1-års fødselsdag fortalte vi familien at jeg var 7 uger henne.

Efter Bianca blev født havde vores tilgang til mange ting ændret sig – vi havde fået meget mere fokus på naturlig sundhed og kost og viden omkring til- og fravalg, både som gravid og fødende og som forældre til småbørn.

Med to kejsersnit i rygsækken er der ikke rigtig så meget at diskutere – så er nr. 3 også planlagt et kejsersnit – dog var der stadig ikke indført hud-mod-hud-kejsersnit i Svendborg. Så det blev nøjagtig samme procedure som sidste gang, bortset fra at vi havde fravalgt K-vitamin-indsprøjtningen (i samråd med jordemoder) og vi desuden valgte at udføre “gaze-metoden” / Vaginal Seeding,  i et forsøg på at give ham en så naturlig og stærk start på livet som overhovedet muligt.

Den nemme 3'er

Min ammehistorie - den nemme 3'er

Gabriel kom til verden om formiddagen den 30. september, da jeg var i uge 39+2 – dagen efter min fødselsdag. Denne gang var der ingen der betvivlede mig, da jeg sagde vi tog hjem til aften, såfremt alt selvfølgelig var som det skulle være. 

Han kom til brystet ca. en halv times efter sin fødsel og havde meget hurtigt styr på det. Jeg var også uden bekymringer og i det hele taget var den første tid med Gabriel bare fuldstændig bekymringsfri. Samuel fyldte 4 år den 3. oktober og på en eller anden måde formåede vi at holde en helt igennem hyggelig fødselsdag for ham, med en 3 dage gammel baby, som skulle ammes konstant. Hurra for vikler! Mange havde sagt, at jeg da bare kunne springe over den fødselsdag, men tanken om at Samuel lavede forbindelsen mellem ny “lillebror” og “ingen fødselsdagsfest” gjorde, at det skulle bare lykkes. 

Gabriel var en veltilfreds baby, som var nem at læse. Han græd eller skreg ikke, men viste tydelig tegn på sult og blev lagt til brystet. Det var jo så også kun 5 mdr. siden jeg havde ammet sidst, så min krop og hele mit system var fuldstændig kørt i stilling til at give næring til en baby.

At amme Gabriel gav ikke de store udfordringer. Han var lidt gul i starten (også inde i det hvide af øjnene) og min sundhedsplejerske (samme som sidst) sagde, at jeg ikke måtte lade ham sove for længe og hellere lægge ham til en gang for meget end for lidt, da det skulle “spises” væk. 

Trøske / svamp / Candida = AV for helvede!

 

På et tidspunkt i løbet af foråret opdagede jeg smerterne ved svamp (trøske). Det gjorde afsindigt ondt, og jeg kæmpede med danskvand og alle de andre gode råd, men endte ud med at købe trøskesaft på apoteket, som hjalp hurtigt. Anden gang vi tog sådan en tur (kan ikke huske hvor gammel han var – måske halvandet) – var jeg mere opmærksom på årsagen til svamp, altså candida. Jeg regulerede min kost, for ikke at fodre candida svampen og gav os begge probiotika. Det nåede ikke at blive så slemt denne gang, men da var jeg også opmærksom på den skærende smerte helt var start.

Bare mælk, tak

Det var virkelig intet problem at amme Gabriel. Det var et problem IKKE at amme Gabriel.

Han – ligesom de to andre blev friammet – altså baby bestemmer. Gabriel blev ammet stort set hver 2. time fra han blev født til han over et år – også om natten. Jeg var ved at blive godt træt. 

Da BLW havde været en succes med Bianca, gjorde vi ligesådan med Gabriel – han var bare ikke spor interesseret i rigtig mad og spiste faktisk ikke før han blev 8 mdr. Han trivedes fint på mælk.

En uge væk fra ammebarn

Da Gabriel var 17 mdr. havde min mor og jeg planlagt en rejse sammen – hun havde simpelthen vundet en rejse til Tyrkiet og inviteret mig med – JA TAK! Martin var med på at være alene med tre børn i en uge, og Gabriel tog fint en flaske – det havde han i øvrigt gjort hele tiden, så jeg kunne malke ud og lade ham være alene hjemme med far, mens jeg tog i strikkeklub.

At være væk i en uge fra et ammebarn var rimelig voldsomt for mig, men også tiltrængt. Jeg havde længe forsøgt at trappe ned på amningen og afledt ham med alle mulige andre ting, dog ikke med det store held. Jeg regnede med at den uge fra hinanden ville være afslutningen på amning af Gabriel. Jeg havde min pumpe med på rejsen, for stille og roligt at kunne nedjustere produktionen og undgå brystbetændelse. Det fungerede fint.

Da jeg kom hjem og blev modtaget af familien i baggangen, var Gabriel dog ikke i tvivl om, hvad han gik efter. Mælk. Vi ammede videre yderligere 10 mdr. Jeg havde fået noget overskud igen, og ved at stoppe natamning havde jeg overskud til at imødekomme hans behov om dagen.

Gravid igen...

Da gabriel var 2 år og 3 mdr. opdagede jeg at jeg var gravid igen – denne gang på trods af prævention! Og chokket blev ikke mindre af at finde ud af vi ventede trillinger. 

Min krop gjorde ligesom da jeg var gravid med Gabriel – min mælk forsvandt omkring 12 uger inde i graviditeten og det gjorde meget ondt at amme. Det blev til et ammestop, selvom Gabriel ikke ligefrem var med på idéen. Det var hårdt at måtte blive ved at sige at brysterne var tomme og at han ikke kunne få mere mælk – det var hårdt at måtte afvise ham, men min krop kunne ikke mere – den skulle så også lige bygge tre babyer.

Det blev til 27 mdr. amning – heraf 8 mdr. fuldamning

Læs også

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *