moderne stofbleer ogsaa til trillinger

Hvorfor bruge moderne stofbleer? Og så til trillinger!

Ja nu kom det jo frem på landsdækkende tv at tossen bruger stofbleer til sine trillinger – og hvorfor i alverden gør hun dog det? 

 

Det gør vi jo selvfølgelig af nøjagtig de samme grunde som da vi brugte stofbleer til vores tre store – også da to af dem brugte ble samtidig.

4 gode grunde:

  • Økonomi 
  • Kemi
  • Miljø
  • Lækkerhed
moderne stofbleer all in one

Økonomi

Da jeg var gravid første gang undersøgte jeg ALT hvad jeg kunne finde på nettet og ved et tilfælde faldt jeg over begrebet moderne stofbleer. Der var masser af gode grunde, men som revisoraspirarant var det økonomien der fangede min opmærksomhed.

Der var penge at spare ved de her moderne stofbleer – mange penge. Alt er selvfølgelig relativt ifht. hvilke stofbleer man investerer i, hvilke engangsbleer man ville have købt, hvordan man vasker og ikke mindst tørre de her stofbleer. Men gennemsnitlig læste jeg mig til en besparelse på ca. 10.000 på en 3-årig bleperiode. Og det var nok til at Martin også syntes det var en god idé.

Trillinger: 

Tja.. 3 x besparelse – Whats not to like? 

Vi havde en del bleer i forvejen, for Gabriel brugte stadig ble, da jeg blev gravid med trillingerne. Men der skulle selvfølgelig et langt større stash til tre små rumetter. Vi var så heldige at arve en hel masse lækre bleer fra andre stofblemødre, så på den måde havde vi hurtigt en ordentlig samling.

I nørdegrupperne på facebook kalder vi det Karma-bleer når vi giver vores brugte bleer videre. Alt hvad trillingerne er vokset ud af er naturligvis blevet givet videre med den bedste ble-karma.

Kemi

Lige gyldigt hvordan man vender og drejer det kommer man jo ikke uden om at en almindelig plastbaseret engangsble er fyldt med mere eller mindre problematiske stoffer. Bl.a. de her Superabsorberende stoffer (SAP) som består af Sodium Polyacrylat, der kommer fra acrylsyre. De suger ekstremt godt, hvilket jo er genialt i en ble. De suger også så godt så babys hud er nødt til at kompensere ved at producere ekstra væske – om det så er så genialt er jo op til den enkelte.

Man kan også stadig støde ind i parfume og lotion og andre spændende sager i engangsbleer.

Line forklarer det rigtig godt ovre på Stofbleskolen (Der kan du i øvrigt læse meget mere om stofbleer og finde svar på de fleste ble-spørgsmål)

Jo mere jeg fandt ud af – jo mere havde jeg lyst til at pakke den lille lækre babymås ind i økologisk bomuld og andre rene materialer som ikke krævede en lang indholdsfortegnelse.

 

Trillinger:

Mens trillingerne var indlagt på hospitalet og på tidligt hjemmeophold var der jo desværre ingen vej uden om engangsbleerne.

Jeg kan faktisk ikke huske hvornår vi skiftede over til stofbleer med trillingerne… måske var det en lille uge før udskrivelse.

moderne stofbleer trillinger

Miljø

Ærligt – det var absolut ikke det der gjorde det for mig da jeg for 8 år siden valgte moderne stofbleer. (Og da slet ikke for Martin) Men med årene er det faktisk blevet en vigtig del af ligningen.

Jeg bryder mig faktisk ikke om at genere unødigt affald og bidrage til produktion af engangsprodukter og jeg bryder mig bestemt ikke om at bruge penge på ting som bare ender i skraldespanden.

 

Trillinger: 

Som sagt var der jo ikke så meget at stille op i de første 10 uger hvor pigerne var indlagt.  Det meste af tiden sagde skemaet 7 x bleskift i døgnet x 3. Og hvis vi så for spas ganger det op med 65 dage (Pigerne var indlagt i 72 dage, men jeg tyvstartede jo lidt) så får vi et forbrug på 1.365 engangsbleer! Og det er inden pigerne overhovedet nåede terminsdatoen. 

Lækkerhed

I mine øjne er moderne stofbleer altså bare mere lækre end engangsbleer. Bløde og dejlige og findes i lige de farver, materialer og prints som man allerbedst kan lide.

Forestiller mig også at det føles mere lækkert for baby, men det er jo svært at få et svar på. Tænker vi kvinder kan sammenligne med at gå med et engangsbind 24/7 i 3 år – det har jeg ikke lyst til! 

Og nåh jo – nu vi er ved komforten. Der er ca. 3-5 grader varmere i en engangsble end i en stofble. Om det har betydning eller ej ved jeg ikke, men da jeg stod med mit første lille drengebarn syntes jeg det var væsentligt. 

stofbleer

Blevet nysgerrig?

Så siger jeg det lige igen… ovre på Stofbleskolen deler Line ud af sin store stofble-viden! Der kan du finde svar på næsten alt om moderne stofbleer.

Line er desuden kvinden bag Ko og Ko som har et kæmpe udvalg af bleer. Og nej – der er altså ingen skjult reklame her, for mig startede det hele bare med en lånepakke fra Ko og Ko (jeps du kan låne/leje forskellige bleer og prøve af der hjemme i fred og ro)

Og så har vi fået de lækre bleer fra WeeCare på vores egen webshop – Alfer & Trolde

Jeg deler selvfølgelig også med glæde ud af min viden. (det gør man jo når der er noget man brænder for)