Menu
Det må være nøgleordene til andet afsnit af DR1´s programserie “Tillykke, I skal have trillinger” som netop har rullet over skærmen. Jeg vil her give dig mine kommentare til ugens afsnit og ikke mindst give dig mulighed for selv at smide en kommentar.
I dette indlæg skrev jeg lidt om hvorfor vi valgte at takke ja til invitationen om at deltage i programmet, og du kan læse lidt uddybninger her til afsnit 1.
Jeg synes også det er vigtigt at nævne at til sådan et program bliver der filmet RIGTIG MEGET, både af fotografer og af os selv. Når man er færdig med at filme sidder produktionsselskabet derfor med virkelig meget materiale, som de udvælger fra og klipper sammen. Det er altså produktionsselskabet vinkling af os I ser og ikke nødvendigvis hele sandheden eller den eneste sandhed.
Umiddelbart efter hvert afsnit har været vist på DR vil jeg udgive et indlæg her på bloggen.
Jeg kommenterer kun på det som vedrører vores familie.
De fleste kan forholde sig til at det at passe et for tidligt født barn kræver faste rutiner. Et så lille barn kan ikke mærke eller vise at det er sultent, og man er derfor nødt til at made barnet ud fra et fastlagt skema. At passe tre børn gør absolut ikke sagen nemmere og er man så vanvittig at man også vil amme de her tre børn – ja så beder man jo ligefrem om balladen.
I ugens afsnit får I bare en lille snært af min rutine mens jeg er indlagt med pigerne. Martin og jeg har lige siddet og snakket om at det er svært at forklare det pres vi var under i den tid. Vi kan dårligt nok selv forstå hvordan vi klarede den. Men som en anden mor sagde til mig mens vi ventede trillingerne: Man klarer den fordi man skal!
Jeg kunne faktisk have valgt en nemmere løsning- eller i hvert fald en anderledes. På afdelingen blev jeg flere gange opfordret til at give flaske. For så kunne jeg amme to på én gang og så kunne far give den tredje flaske. Det er nemlig sådan man plejer at gøre med trillinger!
Men jeg havde ikke lyst til at give nogen af dem flaske og risikere sutteforvirring eller at de foretrak sutteflaske frem for brystet. Og så var far der jo slet ikke. Martin og jeg var fra starten enige om at amning skulle prioriteres højt, og jeg var fast besluttet på at det skulle lykkes. Mine erfaringer fra de tre store børn, sammen med en del læsning om andre fuldammende trillingemødre, gjorde at jeg følte mig rustet til opgaven. (15 måneder efter er det en investering jeg absolut ikke har fortrudt.)
Jeg var altså nødt til at lære at gøre det her selv! Derfor blev det til amning af én ad gangen og en meget stram tidsplan. Pusterummet blev listemåltidet kl. 3 om natten som sygeplejersken gav dem. (Et listemåltid er hvor de bare får mælk i sonden mens de sover.) Det gav mig 3-4 timer til at sove i. Tak for det!
…siger jeg imens jeg filmer at jeg forlader hospitalet. Det lille klip er den første gang jeg selv går fra pigerne efter at de er blevet født. Det var så ubegribeligt hårdt at tage afsked med dem i kuvøserne og sige “Vi ses i morgen tidlig” til sygeplejerskerne. Hele kroppen stritter imod og jeg skal tvinge mine ben til at flytte sig – længere og længere væk fra mine tre nyfødte børn – og samtidig tættere og tættere på de tre der venter derhjemme. Men også det blev med tiden nemmere.
Allerede 5 dage efter trillingerne blev født måtte jeg erkende at det her krævede stram planlægning og hårde ofre. Både de store børn OG Martin havde brug for at der var klare linjer og en klar plan for hvornår de så mig igen. Så mine behov for bare at være hos mine nyfødte, var der simpelthen ikke plads til. De første 4 uger af trillingernes indlæggelse kunne vi flexe meget, da jeg ikke var begyndt at amme endnu. Tiden på hospitalet gik med så meget hud-mod-hud-kontakt som overhovedet muligt indpasset mellem pusletider og sondemadning 8 gange i døgnet. (og selvfølgelig malketider, stuegang, blodprøver osv.)
I starten blev nætterne også brugt på hospitalet, hvor jeg fik lov at ligge med pigerne på skift, men rimelig hurtigt valgte jeg at bruge nætterne hjemme.
På trillingernes stue lå hver dag en seddel med tider for hvornår mor var der “fra kl. det til kl. det” og hvornår far var der. Og derhjemme lå en seddel med modsat fortegn. Køreturene frem og tilbage mellem OUH og hjem blev brug til “omstilling” – fra den ene virkelighed til den anden. Det var også i den halve time der var tid til at ringe til nogen, brokke sig til kameraet eller bare tude. For når bilen landede hjemme på gårdspladsen så var det med at være til stede og nærværende over for Samuel, Bianca og Gabriel og så havde vi ca. 20 minutter sammen både mor, far og børn – inden at far kørte ind til trillingerne for at nå næste pusletid.
Den tid jeg havde med de store børn blev brugt på legestue og udflugter, på ting som var fuldstændig genkendelige og trygge for dem og på at være 100% tilstede med dem.
Der var ganske enkelt ikke tid til hyggesnak eller for mange følelser, og jeg siger også i et klip fra vores enestue at jeg har lukket ned for mine følelser. Ganske enkelt af nødvendighed. 4 uger går på denne måde, og man bliver faktisk ret god til det. Herefter begynder jeg at øve amning med trillingerne og så er det jo selvsagt mig der er nødt til at være der det meste af tiden.
Det var her jeg var på sygehuset non-stop og optagelserne fra vores stue er fra de sidste dage inden vi kom på hjemmeophold. Den eneste undtagelse var de 4 timer hvor jeg var hjemme for at gøre klar til pigernes hjemmeophold. Pigerne var helt klar – de var kommet af med al overvågning og det sidste døgn på OUH var de også uden apnøalarm. (den giver lyd hvis de holder op med at trække vejret) Lægerne havde sagt de var fine nok til at komme på hjemmeophold, og det der var afgørende for om vi fik dem hjem på den ene eller anden side af weekenden, var om vi fik gjort alting klart derhjemme. Heldigvis lykkedes det og vi fik alle børn samlet!
Error: No connected account.
Please go to the Instagram Feed settings page to connect an account.
Triple Surprise er min blog om livets drejning, da vi uventet fik trillinger og dermed gik fra 3 til 6 børn. Om at være mor fra hjertet og finde den rigtige vej, selvom det ikke altid er den nemmste.
ida@triple-surprise.dk
Find min Privatlivspolitik her
I samarbejde med Midtfyn Webdesign