Fødselsberetning
Vores trillinger kom til verden ved akut kejsersnit kl 2.00 om natten i uge 28+2
Siden vores trillinger blev født, har flere efterspurgt en fødselsberetning, og jeg synes egentlig det er meget passende at lægge den herinde. Og så er en fødselsberetning, som allerførste blogindlæg, vel ikke er helt ved siden af.
Så here goes:
Trillingegraviditet med mange scanninger
Den 16. maj 2018 havde jeg endnu en af de mange kontrolscanninger, som følger med en trillingegraviditet. Endnu en dag, hvor børnene skulle passes, for at vi kunne tage til Odense og endnu en gang få at vide at alt så fint ud.
Og det gik præcist, som forventet – det var godt nok en anden læge end vi plejede at se, men hun morede sig kosteligt over, at vi snart ville have 6 børn, og som så mange gange før var der rigtig god og munter stemning.
Trillingerne havde det godt i maven og havde fine størrelser – alle tre var inden for normalen, så det kunne jo ikke være bedre. Min livmoderhals var de også begyndt at måle jævnligt (fordi en forkortet livmoderhals kan være tegn på for tidlig fødsel) og den så også fin ud med 4,8 cm.
Vi aftalte, at fra nu af skulle jeg komme til scanning hver 2. uge i stedet for hver 4. og så næste gang måtte vi hellere snakke om det der lungemodner.
Lungemodner
Lungemodner er binyrebarkhormon, som gives for at modne baby’s lunger tidligere end normal og er altså med til at give en for tidligt født baby bedre muligheder for at trække vejret.
Jeg var egentlig fast besluttet på at det skulle jeg ikke have, for både vi selv og lægen var jo overbeviste om, at vores trillinger ville komme til verden ved planlagt kejsersnit i uge 36, og der ville det her lungemodner slet ikke være gavnligt.
Meget gravid = Meget sulten
Vi kører glade fra sygehuset, og som et par gange før, smutter vi lige ind forbi McDonalds. Man bliver altså voldsomt sulten, når man er gravid med trillinger!
Vi sætter os til rette udenfor i solen, og da jeg har nået at tage en enkelt bid af min mad, er der noget der føles forkert. Det bliver vådt under mig. Min første tanke er “ej, nu tisser jeg vel ikke i bukserne” (For det er jo altså ikke umuligt, når man er så meget gravid)
Jeg rejser mig undrende op, og i det samme fosser vandet ud af mig. Mit tøj er gennemblødt og jeg skriger i panik til Martin, at jeg tror, det er vandet ,der er gået og han skal hente bilen.
Martin er – som mænd er flest – glad for sin mad, og forvirret kigger han på mig og spørger, om han skal pakke maden sammen og tage den med.
Nej! Hent bilen! skriger jeg panisk grædende og mere bange end jeg nogensinde har været før. Det må ikke ske! Det må ikke ske! – det er det eneste, der kører i hovedet på mig.
Vi var jo fra begyndelsen blevet advaret om, at meget kunne gå galt, men eftersom alt hele tiden så så fint ud, var vi helt holdt op med at frygte alt det, der kunne gå galt.
Endvidere skal lige siges, at jeg kan ikke føde børn. Vores tre store er kommet ved planlagt kejsersnit, pga. at jeg har et alt for snævert bækken. Så at gå i fødsel – velvidende at jeg ikke selv kunne føde – er noget nær min største skræk.
Nå, men vi kører tilbage mod sygehuset så hurtigt, som trafikken tillader det.
Ankomst til fødegangen
Jeg ringer rystende og og grædende til fødegangen og siger vi er på vej. Får besked på at lægge sædet helt ned i bilen og smide fødderne op i forruden. Vandet løber ud af mig af flere omgange, og hver gang bliver jeg endnu mere bange.
Da vi når sygehuset omkring kl 15, står de klar ved indgangen med en båre til mig. De gør, hvad de kan for at berolige mig; “tag det roligt” – “vi passer på dig” – “Vi har styr på det.”
Men jeg må alligevel gentage et par gange, at det er TRILLINGER og ikke tvillinger, som de havde troet.
Derefter sker der en masse, som jeg ikke helt kan huske. Jeg bliver anbragt på en stue, scannet og undersøgt i alle ender.
Umiddelbart ser alt godt ud, lægen og jordemødrene har fået mig beroliget, Martin har arrangeret pasning af børnene og på tavlen er ‘planen’ for det videre forløb skitseret:
Jeg har fået første skud lungemodner og en gang antibiotika og på tavlen står, at jeg skal have 2. dosis lungemodner efter 24 timer.
Okay: jeg skal altså ligge her i 24 timer. Jeg skal LIGGE. Jeg må ikke sidde op og jeg må ikke gå ud at tisse. Jeg må ligge stille og tankerne flyver rundt. Skal jeg ligge her i flere uger… måneder? Skal Martin komme og besøge mig sammen med ungerne, så de ser mig ligge sådan her. Kommer jeg nu ikke med til Samuels sidste skoledag, som jeg ved betyder så meget for ham? Mister vi trillingerne? Hvad fanden sker der ?!
De undersøger mig jævnligt resten af eftermiddagen. Der er blod i fostervandet, så vehæmmende medicin er udelukket, men de forsikre mig om, at babyerne har det godt, og selv hende, hvor vandet løber fra, har det fint og bevæger sig lystigt rundt.
En rolig aften på fødegangen
Der er ro på og Martin kører hjem, for at lægge børn i seng, og så kan farmor være hos dem, så han kan komme tilbage. Mens jeg venter får jeg lidt kold aftensmad: ris og spinattærter. Prøv lige at ligge vandret og spise det!
Senere kommer Martin igen og min skønne Doula, Sarah, som har den egenskab at kunne berolige mig i enhver situation- og så havde hun kage med.
Det er en rolig aften og det største problem er at holde styr på alle de dimser, der konstant overvåger hjertelyden på de sprælske babyer.
Ved 22-tiden har jeg affundet mig med, at jeg nok skal LIGGE her længe. Martin og Sarah tager hjem og den nye jordemoder overtager opgaven, at tjekke baby A’s hjertelyd hvert 5. minut, da hun ikke er til at fange med den fastspændte ctg-overvågning.
Omkring kl. 23 kommer lægen igen for at scanne min livmoderhals – den er nu på 1,2 cm i stedet får de 4,8. Lægen bliver kaldt til noget akut og jeg må nøjes med at berolige mig selv med, at der jo er mange, som ligger længe på svangreafdelingen med en kort livmoderhals.
Alligevel er der noget, der siger mig, at jeg nok ikke skal være gravid ret meget længere.
Akut kejsersnit – om en time
Lidt over midnat bliver den fornemmelse bekræftet: lægen kommer ind igen. Hun siger, at det var godt hun blev kaldt væk, for så havde hun haft tid til at tænke. Hun lægger sin hånd på min og siger de ord, jeg slet ikke er klar til at høre: “ vi laver kejsersnit om en time”.
Det eneste jeg tænker er, at Martin SKAL nå at komme tilbage. Jeg får fat i ham og han sætter nødplanen i gang med farmor, som var klar ved telefonen for en sikkerheds skyld.
Jeg skriver til Sarah uden at forvente nogen hjælp. Hun svarer at hun lige er landet hjemme i sin seng, men om hun skal komme igen… Ja tak!
Min mor får også en besked: “ Pis! De laver kejsersnit om en time…” den vågner hun så op til næste morgen.
Alt drejer sig om tid nu… når Martin at komme?
Jordemoderen lover mig at tage imod både Martin og Sarah og få dem ledt i rigtig retning.
Jeg bliver kørt på operationsstuen- alene.
Gudskelov det er mit 4. kejsersnit og ikke det 1. Alt er lige så stille og roligt, som det plejer at være, selvom det er akut og midt om natten. Personalet snakker og skaber god stemning og narkoselægen sidder pænt og venter på at lægen, som skal forløse mig, kommer. Han vil ikke begynde, før han er sikker på atlægen er klar og heldigvis er hun lidt forsinket.
Pludselig er det alvor og det hele bliver sat i gang. Jeg få lagt spinalblokade og bliver placeret på lejet, hvor de begynder at dække af og gøre klar.
Endelig kommer Martin ind ad døren. Han nåede det!
Min største frygt – de tog mine børn og gik
Kort efter kl 02.00 kommer baby A til verden. Vi høre et svagt skrig og straks er jordemoderen ude af døren med hende. Både baby B og C kommer ud kl. 02.01. De skriger også – svagt, men de skriger. De lever!
Martin følger med den sidste baby ud i børneundersøgelsesrummet.
De har taget mine børn og er gået med dem. Det jeg frygtede allermest lige fra starten, var lige sket. De havde taget mine børn.
Og her lå jeg tilbage og skulle syes sammen, uden at vide, om pigerne klarede den. Det tog lang tid at blive syet sammen, meget længere end de andre gange. Sikkert fordi jeg ikke havde nogen baby i armene.
Da jeg blev kørt ud af operationsstuen, stod Sarah og ventede på mig. Tak kæreste Sarah! Hun fulgte med mig på opvågningen, hvor jeg skulle være til den værste bedøvelse var aftaget.
Kl. 03.10 sendte Martin billeder af pigerne – De havde det godt. En time senere blev jeg kørt op til dem.
Hvordan var så mit første møde med trillingerne? Det skriver jeg lidt om i del 2 af min fødselsberetning.
