Mit første møde med trillingerne – fødselsberetning – del 2
På 2 minutter var det hele overstået. De var ude og de var væk. Jeg havde hørt det først lille ynkelig skrig af liv – kigget Martin i øjnene et kort øjeblik – han øjne var lige så våde og angstfulde som mine. Et til lille svagt skrig – de trækker vejret. Og med det tredje lille skrig forsvandt Martin også ud af døren. De trak vejret alle tre! Så var der stille…
Ingen planlægger at føde for tidligt
Heller ikke jeg. Heller ikke selvom, jeg var gravid med trillinger. Dog havde jeg en lille bitte fordel – jeg vidste at risikoen var stor for at føde meget for tidligt og også for at miste en eller flere af dem. Det er en del af gamet, når man venter trillinger Men når alting havde gået så fint i så lang tid, var vi næsten helt holdt op med at frygte at noget skulle gå galt.
Hvert år bliver ca. 7 % af alle børn født for tidligt ifølge Dansk Præmaturforening, altså før uge 37. Så vi er altså rigtig mange forældre som pludselig står med et lille for tidligt født barn.
Der er stor forskel på, hvad det er for en oplevelse vi skal igennem, alt efter hvilken uge barnet bliver født i, hvad årsagen til den for tidlige fødsel er, hvor meget barnet vejer og om det er et sundt og rask lille barn eller et barn med store udfordringer. Derfor kan to scenarier ikke sammenlignes. Dog er der alligevel nogle ting vi deler – os preemie-forældre. Chokket – skrækken – og følelsen af magtesløshed. Min egen oplevelse er et akut kejsersnit i uge 28. Det hele skete på under 12 timer og det var meget svært at forstå, at nu var vores børn pludselig ude i verden.
Det første møde trillingerne.
Jeg havde ligget på opvågningen efter kejsersnittet og vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg havde i graviditeten fået at vide, at jeg skulle kunne gå, før jeg kunne komme op på afdelingen, hvor børnene lå.
Jeg asede og masede for at vrikke med tæerne, bøje et knæ, bare få et eller andet til at bevæge sig! Det gik langsomt den rigtige vej. Da jeg blev hentet på opvågningen, blev jeg spurgt om jeg ville forbi og se børnene. JA! er du gal mand! Må jeg godt det? Ingen problemer – vi kører bare sengen ind på børnenes stue. Jeg var så glad og spændt på at se dem.
Og jeg var så skidebange for at se dem! Der var gået to timer, fra de var kommer ud af maven
At se dem – at få lov at røre dem var som at få dem en gang til.
Den der følelse af total overvældelse, som der kommer med barnets første skrig – den kom en gang til.
Jo, den var god nok, det var mine børn. De der små skravl inde i kasserne.
Det er det mest surrealistiske og uhyggelige jeg til dato har oplevet. At se mine børn ligge der i hver sin plastikkasse tilkoblet alverdens slanger og ledninger.
De skulle jo have været inde i min mave. De er jo slet ikke færdige. Jeg er ikke færdig med at være gravid. Er det der virkelig mine børn? Overlever de? Bliver de virkelig til ‘rigtige’ babyer?
Spørgsmålene for rundt i hovedet på mig. Kl 04.30 lå jeg med Trilling A og Trilling B på brystet. Min seng stod mellem kuvøserne, så alle ledningerne kunne nå. Martin lå på den anden stue med Trilling C. Der var en dør imellem stuerne, så vi kunne se hinanden, men ikke tale sammen. Vi var lige chokkeret, bange og samtidig taknemmelige for, at pigerne var i live og tilsyneladende havde det godt. Vi lå sådan til omkring kl 8.
A, B og C
Det kunne de jo ikke hedde. Jeg lå og tænkte på navne. Det var kun Scarlett, vi havde på plads. Jeg havde brug for, at vi fandt deres navne så hurtigt som muligt. Mest af alt fordi jeg var bange for, at det blev nødvendigt med nøddåb. Og så skulle de jo hedde noget. Heldigvis havde vi forberedt lidt, så det var ikke svært at vedtage Eleanor og Kendra.
Næste stop barselsaafdelingen
Jeg blev kørt op på barselsafdelingen, hvor den sødeste sygeplejerske tog sig af mig, og endelig langt om længe – med en del overtalelse – kunne jeg få en kop kaffe!
Jeg tror nok de havde en idé om at jeg skulle sove – YEAH RIGT!
Jeg er muligvis en besværlig patient, men med tre kejsersnit i rygsækken, er der altså grænser for, hvad jeg finder mig i. Det eneste, der var vigtigt for mig ,var at få noget mad og kaffe, blive vasket og slippe af med slangerne, så jeg kunne komme tilbage til mine børn, som var forfærdeligt langt væk fra mig.
Men jeg måtte sande at på Odense Universitetshospital går tingene i et noget andet tempo, end jeg var vant til i Svendborg, hvor de andre børn er kommet til verden. Og det tog mig lidt tid at overbevise dem om, at jeg altså ikke fejlede noget.
Samtidig måtte jeg slås lidt for at få en malkemaskine, så jeg kunne få noget mælk ud til pigerne. På operationsstuen sagde de, at jeg fik en maskine på opvågningen, på opvågningen sagde de, at jeg fik en maskine ,når jeg kom på børneafdelingen og på børneafdelingen sagde de, at jeg ville blive instrueret i udmalkning på barselafdelingen.
Misforstå mig rigtigt, alle var virkelig søde og jeg er sjældent blevet behandlet så pænt på OUH, men hold nu op hvor går tingene da ikke hurtigt.
Jeg ved hvor vigtigt det er at få gang i mælkeproduktionen. Optimalt inden for de første 2 timer efter fødslen. Jeg måtte vente 8 timer. Og jeg skulle lave mælk til tre! Mens jeg ventede på at måtte forlade barselsafdelingen, fik jeg gang i lidt udmalkning og de pinlige små bægre med råmælk kunne bringes til mine børn.
Efter 3 lange timer slap de mig fri og jeg kunne komme hen til pigerne.
Hvad der skete op til – og under mit kejsersnit, kan du læse i 1. del af min fødselsberetning.
