Flerfoldsgraviditet, fosterreduktion og vurdering af risici
Fosterreduktion er noget man skal forholde sig til når man bliver gravid med tre eller flere små liv på én gang. Kort sagt skal man vælge om man vil aflive et eller flere af fostrene. Men hvordan hulen tager man lige sådan en beslutning?
Hvis en kvinde er gravid med to eller flere fostre, taler man om flerfoldsgraviditet. Ved flerfoldsgraviditet kan det lade sig gøre at nedbringe antallet af levende fostre ved at sprøjte saltvand ind i hjertet på de fostre, man ikke ønsker at bevare, hvorefter de dør og holder op med at udvikle sig. Dette kaldes normalt for ”fosterreduktion”, men Det Etiske Råd vil i det følgende anvende betegnelsen ”fosterantalsreduktion”, som Rådet finder mere dækkende. Ved hjælp af fosterantalsreduktion kan det fx lade sig gøre at nedbringe antallet af fostre fra tre til to, fra tre til et eller fra to til et osv.
Dette er indledningen til Det Etiske Råds udtalelse om Fosterantalsreduktion
I afsnit 1 af “Tillykke, I skal have trillinger!” som kan ses på DR.dk , fortæller vi lidt om vores beslutning om IKKE at ville reducere. Men hvordan kommer man frem til den rigtige beslutning? Og nej! Jeg mener ikke rigtig, som i “rigtig eller forkert” – for der er ikke noget rigtigt eller forkert!
Der er kun det rigtige valg for dig og dine!
Længere nede giver jeg dig vores tanker “FOR og IMOD” og hvad vi vægtede højest i beslutning.
“I vil nok blive rådet til at reducere”
Jeg var alene på scanningsklinikken da jeg fik at vide jeg havde tre små liv i maven, og ikke bare ét. Jeg hørte tre små hjerter slå. Og samtidig skulle jeg forstå hvad jordemoderen sagde: “I vil nok blive rådet til at reducere” (altså hvad – aflive en??!)
Da jeg 14 dage forinden havde opdaget jeg var gravid – på trods af prævention – havde Martin og jeg aftalt at tænke over “hvad vi ville gøre” i et døgn, og så tage en beslutning. Vi havde jo ikke planer om flere børn, vi havde alle mulige andre planer og vi havde jo prøvet at undgå at få flere børn.
Jeg tror ingen af os brugte alle 24 timer på at tænke, for vi var meget enige da vi talte sammen den aften. Konklusionen blev, at da ingen af os jo definitivt havde gjort noget, for at undgå flere børn, altså ingen af os havde sagt: “Nu vil jeg dælen dytme steriliseres!” – så måtte der jo være en mening med det. Og når det barn ville være en del af vores familie, så kunne vi da ikke andet end at tage imod det med åbne arme. “Herregud – om vi har 3 eller 4…”
Men nu var det altså 3 eller 6!! Eller 4 eller 5? Der er jo ingen vej udenom – der skal træffes en beslutning!
Det er hammeruhyggeligt og en lille smule tabu at snakke om fosterreduktion.
Fakta er at en trillingegraviditet er “Høj-risiko” – altså høj risiko for at abortere og høj risiko for at føde meget for tidligt – eller ekstremt for tidligt. Vi fik et stykke papir udleveret på sygehuset med procenttallene for det ene og det andet, og så skulle vi gå hjem og tænke over det. Hele essensen er jo at ved at reducere til 2 fostre, så har de 2 bedre chancer.
- 3 fostre: 20% risiko for abort (de amerikanske studier siger 25%)
- 2 fostre: 9% risiko for abort
- 3 fostre: 28% risiko for for tidlig fødsel (før uge 30)
- 2 fostre: 7% risiko for for tidlig fødsel
- 3 fostre: 5% risiko for alvorlig handicap
- 2 fostre: 1% risiko for alvorlig handicap
“Og så ses vi om 14 dage til ny scanning” – “øøhh jo tak”
Vi havde en fantastisk sød og opbakkende læge til alle kontrol-scanningerne, som på ingen måde pressede os til at beslutte os for det ene eller det andet, men på god og rolig vis forklarede os hvad vi kunne forvente. Og hver gang lovede vi at tænke over det – og det gjorde vi så hele vejen ud til bilen. Kiggede på hinanden – rystede på hovederne
De første uger var jeg bange
Okay – vi havde altså tænkt lidt mere end bare på vej ud til bilen.
På en måde var vi jo heldige at finde ud af at der var tre allerede da jeg var 7 uger henne – vi havde god tid.
Vores umiddelbare tanke var helt klart at “Det må vi jo gøre noget ved!” men en så stor beslutning kræver grundig overvejelse. Det her ville jo påvirke resten af vores liv. Min allerførste skræk var, om min krop kunne holde til en trillingegraviditet. Med tre kejsersnit i bagagen, for snævert bækken og en hofte med slidgigt var jeg ærlig talt rædselsslagne for at sætte mit helbred liv på spil og at det skulle gå ud over vores tre store børn.
Allerede ved første scanning på OUH blev jeg dog beroliget; tidligere kejsersnit var intet problem og de ville holde godt øje med mig, så jeg havde ikke noget at være bange for. Vi skulle dog være forberedt på at jeg skulle “sygemeldes” fra uge 20 og at jeg nok ville blive indlagt den sidste del af graviditeten til aflastning. “Okay- det klarer vi jo nok…”
Vores tanker for og imod reduktion
Der var mange tanker og bekymringer, men groft sagt så det sådan her ud:
For fosterreduktion
- Statistikkerne
- Råd fra lægerne
- Frygten for at 3 babyer, indlæggelse mv. ville gå ud over de børn vi i allerede havde
- Frygten for at en trillingegraviditet ville være for hård og farlig for min krop
- Frygten for ikke at kunne klare 3 babyer
- Økonomi (både nu og her og i fremtiden – ny bil, ombygning af huset, husholdning med 6 børn)
Imod fosterreduktion:
- Risiko for at alle tre fostre går til
- Ville vi så komme til at synes der mangelede en (eller to)?
- Ville vi kunne leve med vores valg resten af livet?
Det allervigtigste for os…
Blev det sidste punkt. Hvad ville vi kunne leve med resten af livet? For os var det nemt da vi nåede dertil. Vi ville ikke kunne leve med at vælge en fra.
Vi ville vælge det vi syntes var bedst for hele familien, og med rationel og fornuftig tænkning er det ikke svært at se hvad det “smarteste” ville være.
Vi var bare nødt til at træffe den her beslutning med hjertet og tage et valg vi var sikre på vi ikke ville fortryde i fremtiden. Hvad end der ville ske, ville vi vide at vi havde været tro mod os selv og at vi ville kunne klare de udfordringer fremtiden ville byde på. Herfra var det bare at gøre alt for – og tro og håbe på at babyerne ville vokse sig store nok og blive længst muligt inde i maven.
Jeg ved jo af gode grunde ikke hvordan det er, når man vælger at reducere, men jeg går ud fra at processen er den samme. At man vælger det man oprigtigt tror på er bedst for ens familie, og det der giver mest ro i maven.
Jeg vil meget gerne give plads til et gæsteindlæg fra en mor som har valgt at reducere, og har mod på at dele sin oplevelse. Fordi jeg tror på at jo mere vi kan bringe frem i lyset, jo mere kan vi bakke hinanden op <3
