Menu
Første afsnit af DRs programserie “Tillykke, I skal have trillinger” har lige været vist, og jeg vil her give dig lidt uddybninger og ikke mindst give dig mulighed for at kommentere på ugens afsnit.
I dette indlæg skrev jeg lidt om hvorfor vi valgte at takke ja til invitationen om at deltage i programmet.
Umiddelbart efter hvert afsnit har været vist på DR vil jeg udgive et indlæg her på bloggen.
Jeg kommenterer kun på det som vedrører vores familie.
Da vi startede med at filme var jeg i uge 26 og vi var kommet over den første og værste skræk.
De første tre måneder havde været fyldt med bekymringer – scanninger og lægesamtaler og statistikker og den her trælse snak om reduktion.
For slet ikke at nævne min egen research på nettet, som startede med en masse begrænsninger. (Som i: Når der er 3 er man nødt til at give flaske. – nødt til at få dem til at sove samtidig. – nødt til at vække de andre når den første vågner. osv.)
Jeg ledte efter succeshistorier, og jeg fandt dem – og troede på dem!
Omkring uge 22, var jeg nået et punkt hvor jeg bare VILLE have lov at være gravid og nyde det og glæde mig. Og heldigvis for det, for blot halvanden måned efter den beslutning, var pigerne her.
På terrassen snakker vi lidt om de her bekymringer… om vi virkelig kan klare at tage os af tre børn mere. Og jeg siger “hvornår er prisen for høj?”
For det er det vi har talt om i de foregående måneder. I starten gik vores frygt helt konkret på om det var farligt for mig at gennemføre graviditeten. Jeg havde i forvejen fået tre kejsersnit og man kan nemt finde skrækhistorierne om ar der er sprunget op og mødre der kom i livsfare. Med tre børn i forvejen ville jeg IKKE sætte mit liv på spil. Lægerne forsikrede mig dog meget tidligt om at det ikke var der jeg havde noget at frygte. Godt så!
Hvad så med de store børn… hvad ville de skulle gennemleve? Adskillelse fra mor? Små søskende på sygehuset? En eller flere handicappede babyer i huset? Risikoen for at miste en ufødt søster? Ville de komme til at føle sig tilsidesat og overset i en så stor søskendeflok? Altså jeg er enebarn – hvad ved jeg??!!
Det er alle sammen reelle bekymringer ved en trillingegraviditet, som jo er høj-risiko-graviditet. Men det er det jo egentlig også ved en singleton- eller tvillinge-graviditet. BUM BUM
Jeg siger at jeg vil kæmpe for hud-mod-hud kejsersnit og for at få det så naturlig som muligt.
Der er ingen tvivl – det var dét, jeg drømte om, og det var det jeg fortalte min jordemoder at jeg ønskede. (Jeg er overbevist om at hun troede jeg var bindegal)
Men jeg vidste jo udmærket godt at det ikke ville blive en mulighed. Dog mener jeg at der skal være nogen som ønsker noget – og beder om noget, for at vores sundhedssystem overhovedet bliver opmærksomme på at man godt kan lave om på “plejer”.
For bare 4 år siden hvor Gabriel kom til verden ved planlagt kejsersnit, fik jeg at vide hud-mod-hud-kejsersnit ikke var muligt i Svendborg. De var så småt begyndt i Odense. Nu 4 år efter, læser jeg om flere som får det tilbudt. Så selvom jeg var helt klar over at det ikke blev for egen vindings skyld, var jeg fast besluttet på at ‘råbe op’, så en vordende trillingemor i fremtiden kan få muligheden. For Hey! når de kunne i USA allerede i 2013, (se her: en amerikansk artikkel om trillinge-hud-mod-hud-kejsersnit!) så må det da også kunne lade sig gøre i Danmark. (Bonusinfo: trillinger bliver også født vaginalt i USA, selvom der er højere risiko for komplikationer)
I afsnittet beskriver en læge hvordan et kejsersnit foregår – et helt almindeligt planlagt kejsersnit, bare med tre børn.
Min oplevelse med et akut kejsersnit midt om natten var noget anderledes. Selvfølgelig fordi det var i uge 28 – altså 12 uger før termin. Pigerne blev taget ud af operationsstuen med det samme. På 2 minutter var alle tre ude, og med baby C forsvandt også Martin med ud i børneundersøgelsesrummet. Jeg så dem ikke. Jeg hørte kun tre svage skrig – så var de væk.
Grunden til at de kom til verden så pludseligt, er som jeg siger at vandet går. Det var Trilling Bs ballon der bristede, og da der var blod blandet i fostervandet, kunne de ikke gøre noget for at stoppe det. Jeg kan huske at jeg fik en lang forklaring, da jeg stadig lå på operationsbordet, om at der var bristet et blodkar i navlesnoren… jeg forstod ikke alt hvad lægen sagde, men spurgte bare: “Så det var den rigtige beslutning du tog?” Hun svarede med et klart og tydeligt “JA!” – det var ALT jeg behøvede at vide.
Der gik en time og 10 minutter før jeg fik at vide at de havde det okay.
Martin sendte billeder til mig af dem i hver sin kuvøse. Yderligere en time efter blev jeg kørt op til dem og så dem for første gang, og som vi ser i et klip får jeg Trilling A og B (Scarlett og Eleanor) over at ligge hos mig og Martin bliver placeret med Trilling C (Kendra) i rummet ved siden af.
Men der måtte gå yderligere 9 dage før jeg havde alle tre børn samlet hos mig igen.
De første 5 uger på H5 (Neonatal intensivafsnit) Her var pigerne indlagt og lå de første 9 dage i hver sin kuvøse. De følgende 9 dage lå Eleanor og Kendra i samme kuvøse og Scarlett alene og fra dag 18 lå de alle tre sammen i en varmevugge.
Jeg havde et værelse på gangen de første dage, og fik derefter tildelt et værelse på patienthotellet. For at gøre det mest optimalt for både børn og forældre, valgte vi dog efter en uges tid, at jeg tog hjem og sov. De store børn havde også brug for mig, så Martin og jeg skiftedes til at være hjemme hos de store og på sygehuset hos de små.
Uge 6 var på H6 (mor/barn-afsnit) Pigerne var for gode til at optage plads på neonatalafdelingen, men ikke gode nok til at undvære elektronisk overvågning. Vi blev derfor placeret på en åben stue med plads til flere børn og 1-2 arbejdende sygeplejersker, åbne døre, larm og skrig. På denne afdeling var jeg indlagt sammen med pigerne, og det var vist meningen at jeg skulle gå over på en 4-sengs-stue og sove, men der var ikke meget tid til at sove. Ideen med denne afdeling er virkelig god, den var bare ikke gearet til en mor med trillinger, som oven i hatten var gal nok til at ville amme. Det er denne uge jeg nævner som den hårdeste uge i mit liv.
Uge 7: Lykkens dag kom da jeg fik min længe lovede enestue. Jeg og pigerne kunne være sammen på et værelse og lukke døren! Halleluja! Efter 6 uger uden det mindste privatliv var det virkelig det bedste der kunne ske. Og så måtte jeg spise derinde! (Hvis jeg altså havde nået at bestille mad på computeren i den anden ende af afdelingen)
Har du spørgsmål eller bare lyst til at kommentere på det første afsnit, så smid endelig en kommentar. Jeg er på her i aften efter udsendelsen har været vist.
Error: No connected account.
Please go to the Instagram Feed settings page to connect an account.
Triple Surprise er min blog om livets drejning, da vi uventet fik trillinger og dermed gik fra 3 til 6 børn. Om at være mor fra hjertet og finde den rigtige vej, selvom det ikke altid er den nemmste.
ida@triple-surprise.dk
Find min Privatlivspolitik her
I samarbejde med Midtfyn Webdesign