Menu
Hold nu op hvor det går stærkt! Så er vi ved 6. Og sidste afsnit af “Tillykke, I skal have trillinger” og for vores families vedkommende går det jo helt op i fødselsdag.
Jeg vil her give dig mine kommentarer til ugens afsnit og ikke mindst give dig mulighed for selv at smide en kommentar.
I dette indlæg skrev jeg lidt om hvorfor vi valgte at takke ja til invitationen om at deltage i programmet, og du kan læse lidt uddybninger her til afsnit 1 og her til afsnit 2, afsnit 3, afsnit 4 og afsnit 5.
Jeg synes også det er vigtigt at nævne at til sådan et program bliver der filmet RIGTIG MEGET, både af fotografer og af os selv. Når man er færdig med at filme sidder produktionsselskabet derfor med virkelig meget materiale, som de udvælger fra og klipper sammen. Det er altså produktionsselskabet vinkling af os I ser og ikke nødvendigvis hele sandheden eller den eneste sandhed.
Umiddelbart efter hvert afsnit har været vist på DR vil jeg udgive et indlæg her på bloggen.
Jeg kommenterer kun på det som vedrører vores familie.
Programserien kan også streames på DR.dk
Det var også bare stort at fejre 1 års fødselsdag. Og for mig var det en dag jeg både havde glædet mig til, men også frygtet. Netop fordi følelserne og tankerne hele tiden glider tilbage til hvad der skete i de timer – i de minutter– et år forinden. Jeg tror også at jeg egentlig var mere bange for dagen end hvad I ser i programmet. Heldigvis havde jeg rygende travlt med madlavning og forberedelser og havde ikke tid til at dvæle ved tankerne.
Om det så er det sundeste eller ej kan der jo være delte meninger om, men for mig har det været det rigtige at ‘arbejde’ mig igennem krisen (som man vel godt kan kalde det). Det er nemmere at køre sig selv så hårdt at der hverken er tid til at tænke eller tude og når man endelig rammer puden falder man i søvn af udmattelse.
Forberedelserne til fødselsdagen var ingen undtagelse og tror klokken nærmede sig 2.00 om natten før jeg gik i seng. Vidst nok egentlig 1.50 – hvor jeg skyndte mig at kravle ned under dynen og lukke øjnene for at undgå at se klokken ramte 2.00 og 2.01 – som er pigernes fødselstidspunkt.
Det sidste vi lavede inden vi gik i seng var pigernes fødselsdagsgave. Meget typisk mig at lave de vigtige ting om natten – men der er altid fred og ro til det kreative. (Tror alle børnenes dåbskransekager er samlet og pyntet om natten – ligesom vores bryllupskage dengang)
Så hvorfor skulle det dog være anderledes med trillingerne gave.
Synes aldrig det er nemt at finde på gode gaver til en 1-årig og trillingerne var jo endnu mindre ens en almindelig 1-årig og havde jo ingen interesse i hverken gaver eller papir.
Jeg lavede frihånds blyantstegninger af 3 små babyer i fuld størrelse. Altså de 38-39 cm som de målte da de blev født. Og Martin rammede dem ind så de stod klar til næste morgen.
Det er selvfølgelig fuldt inspireret af de meget flotte fødselsplakater man kan købe, men der var en fin process i at lave dem selv.
At gå helt ind og mærke hvor små, spinkle og skrøbelig pigerne var og blive mindet om hvilken stor opgave vi er blevet givet. Billederne hænger i vores køkken og dagligt bliver vi mindet om at være taknemmelige.
Det er ikke unormalt at en preemie-mor har dårligt samvittighed eller skyldfølelse over den for tidlige fødsel. Tanken at det er ens krop der har svigtet er nem at få og lige i den første tid var den også hos mig.
Frygten for om jeg har gjort noget forkert. Er det her min skyld? Er det fordi jeg ikke har hvilet nok eller fordi jeg tog imod alle de scanninger?! Mit vand gik en time efter en indvendig ultralydsscanning af min livmoderhals og især Martin var bange for om det havde “punkteret” ballonen. Det havde det altså ikke og der var ingen sammenhæng mellem den scanning og det faktum at der gik hul på Eleanors fosterhinde.
Noget tid efter fødslen fik jeg at vide at der var bristet et blodkar i Eleanors navlesnor, som var vokset ind i fosterhinden. Hinden var derfor bristet og der var blod i fostervandet. I min journal står “mistanke om Vasa Prævia” – en rimelig sjælden tilstand, hvor navlesnor og moderkage er placeret ustrategisk, således at et blodkar i navlesnoren let kan briste, da den ligger “i vejen” for den naturlige udgang.
Jeg har ikke helt fattet det og er ikke sikker på at google er vejen frem. (måske der en dag er en læge der kan forklare mig hvad der skete). Har dog fattet at det IKKE var min skyld, lægernes skyld, eller NOGENS skyld. Det var bare sådan det var! Og min måde at kapere det på var at tænke at:
“pigerne vidste bedst og vi måtte bare stole på dem”.
Børn er så vidunderlige i deres ligefremhed og deres nysgerrighed. De vil faktisk rigitg gerne vide hvor de kommer fra og hvordan de kom ud.
Inden trillingerne blev født var det vores plan at forberede de store på hvad der ville komme til at ske; snakke om det kommende kejsersnit og at mor og trillingerne nok skulle være et par uger på sygehuset. Vi nåede det bare ikke før historien tog en helt anden drejning.
Derfor snakker vi i stedet om hvad der skete, når børnene viser interesse, og der var masser af interesse op til fødselsdagen. De bliver ikke tvunget til at se eller høre noget de ikke er klar til, men på deres niveau kan vi snakke om tingene, så de ved hvad der skete. Derfor var jeg også tryg ved at vise dem et billede af min åbne mave hvor pigerne er på vej ud. Og deres reaktion var ligesom jeg forventede:
“nåh var det sådan. Okay. Smart. Så ved jeg det- tak”
Oven i hatten er de ekstra nysgerrige på hvordan et kejsersnit foregår, fordi de alle tre er kommet ved planlagt kejsersnit. (grundet for snævert bækken hos mig.) (Så tak Maria for at lade os være med til dit smukke kejsersnit!)
Som jeg starter hvert indlæg med at pointere – der blev filmet RIGTIG MEGET og jeg synes virkelig Pipeline Production har gjort det fint og fået vist meget på kort tid. Men… Åh der var så meget mere jeg kunne have ønsket plads til : Kampen med at fuldamme 3 babyer, Baby-Led-Weaining med 3 på én gang, opstart med skemad EFTER BLW, råd fra sygehuset, hvorfor vikler er uundværeligt, min Mor-krop efter 6 børn, mit hoved efter for-tidlig-fødsel, vores valg om hjemmepasning af trillingerne, vores tirsdage i legestue, jul, da far begyndte at arbejde igen efter barsel og jeg var alene hele dagen med 6 børn, indragelse af de små – og de store, hvor frustrerende det har været pigerne ikke vil tage en flaske, osv.osv.osv. Men så kan jeg da heldigvis dele med jer herinde!
Er der noget I kunne tænke jer at få uddybet? Et spørgsmål eller undren? så læg en kommentar… Jeg tænker at lave et opfølgningsindlæg med svar på nogle af de mange spørgsmål der er kommer på DR’s facebookside.
Error: No connected account.
Please go to the Instagram Feed settings page to connect an account.
Triple Surprise er min blog om livets drejning, da vi uventet fik trillinger og dermed gik fra 3 til 6 børn. Om at være mor fra hjertet og finde den rigtige vej, selvom det ikke altid er den nemmste.
ida@triple-surprise.dk
Find min Privatlivspolitik her
I samarbejde med Midtfyn Webdesign