Om trillinger, amning og morlivet

afsnit-5-traening

Fysioterapi og kærestetid

Så er vi allerede ved afsnit 5 og altså det næstsidste afsnit af “Tillykke, I skal have trillinger”.  Denne gang er der lagt fokus på pigernes fysioterapi og på parforhold – eller mangel på sammen.

Jeg vil her give dig mine kommentarer til ugens afsnit og ikke mindst give dig mulighed for selv at smide en kommentar.

dette indlæg skrev jeg lidt om hvorfor vi valgte at takke ja til invitationen om at deltage i programmet, og du kan læse lidt uddybninger her til afsnit 1 og her til afsnit 2afsnit 3 og afsnit 4.

Jeg synes også det er vigtigt at nævne at til sådan et program bliver der filmet RIGTIG MEGET, både af fotografer og af os selv. Når man er færdig med at filme sidder produktionsselskabet derfor med virkelig meget materiale, som de udvælger fra og klipper sammen. Det er altså produktionsselskabet vinkling af os I ser og ikke nødvendigvis hele sandheden eller den eneste sandhed.

Umiddelbart efter hvert afsnit har været vist på DR vil jeg udgive et indlæg her på bloggen.

Jeg kommenterer kun på det som vedrører vores familie.

 

Programserien kan også streames på DR.dk

Så er vi klar til træning

Det er vores allerførste møde med fysioterapeut Vibeke, som I får lov at se med på. Måske kan det ikke ses, men faktisk var jeg en lille smule skuffet. Skuffet over at hun ikke sagde “Så, nu skal du gøre sådan her 3 gange om dagen med Scarlett”. 

Det var jo netop hvad der blev lagt op til på sygehuset, da lægen siger at vi lige skal putte noget træning ind i vores daglige program. Og det var jeg fuldt ud opsat på. 

Vibeke og Connie har dog lært mig en masse, og jeg synes virkelig vi har fået et godt og hyggeligt og givende samarbejde.  Deres udgangspunkt er at se på pigerne og støtte op omkring deres udvikling, dér hvor de er, i stedet for at kigge på hvor de burde være. Og det gav faktisk meget mere mening for mig, end at have fokus på at “der er noget galt”. Det vigtige er at der HELE tiden sker en udvikling – og det gør der!

Både Martin og jeg er ret overbevist om at det med at fokusere på det positive giver fremdrift, og at tillid og tålmodighed er vejen frem for pigerne.

Med Scarlett er det selvfølgelig lidt mere specielt. Vi ved at hun havde en 4. grads hjerneblødning kort efter fødslen og vi ved at det har betydning for hendes motorik – især højre arm. Hun falder ind under betegnelsen Cerebral Parese, som dækker over en lang række motoriske handicap. Med god hjælp fra fysioterapeuten gør vi alt hvad vi kan for at stimulere og påvirke hendes hjerne og træne hendes muskler, så hun forhåbentlig får en symmetrisk og normal motorik med tiden.

Jeg tager meget gerne imod råd og vejledning om ALT hvad der kan hjælpe hende. Især omkring kost og alternativ behandling. Eller hvis du selv har et CP-barn og har gode erfaringer. Skriv endelig til mig!

Men selv på OUH må de jo indrømme at hun er et godt stykke foran Eleanor og Kendra i hendes udvikling. Hun er klart den hurtigste til at komme frem og til at lære nye ting. Så hjerneskadet eller ej – hun har fart på!

Afsnit 5 scarlett

Parforhold????

Jeg syntes det var hylende morsomt da vi blev stillet de her spørgsmål om vores parforhold. For på det her tidspunkt hvor der bliver filmet, bruger vi faktisk mere tid på at tale med fotografen/kameraet end med hinanden.

Der var bare ingen voksentid. Til gengæld var det et hammergodt samarbejde og enighed om at det her jo bare skal fungere. Og nu 16 måneder efter pigerne blev født er vi slet ikke i tvivl om at denne her trillingehistorie om noget har styrket vores forhold. Det har lidt givet os den her følelse af, at Hey! når vi kunne klare det her – så kan vi klare hvad som helst!

For ca. 14 dage siden havde vi vores første aften for os selv. I anledningen af vores bryllupsdag tog vi til Svendborg og spiste på en hyggelig lille café. Farmor og bedstefar passede hele banden, mens vi var afsted i 2,5 time.

Og ja – det var skidehyggeligt og skønt bare at være os selv, men efter 15,5 måned i meget højt tempo og konstant splittet opmærksomhed, var det faktisk lidt svært at nyde det helt. “Så, nu skal vi skynde os at hygge os inden vi skal hjem igen!” 

Men altså – nu ved vi at vi kan! Farmor og Bedstefar klarede det (selvfølgelig) uden problemer; de store var kommet i seng og de små var i nattøj og klar til godnat-amning da vi kom hjem. Så det var jo en succes!

Hvorfor først nu?

Tja… det var nu vi var klar og havde overskud til det. Og det var nu at jeg med ro i maven kunne tage væk nogle timer, uden at være bange for om der blev brug for mig – eller rettere min mælk. Pigerne tager ikke flaske.  Og jo! – vi har forsøgt på både den ene og den anden måde. I vinter var der en periode hvor Kendra og Eleanor tog rimelig godt imod en sutteflaske, men siden januar har alle tre nægtet. Og så hjælper det jo ikke noget at maden bare forsvinder. Som med alt andet med børn – det er en fase – det er en fase – det er en fase!

Afsnit 5

Bonusinfo om barsel

I ugens afsnit bliver der også snakket lidt om barselsorlov 

Rigtig mange har spurgt os om man får 3-dobbelt barselsorlov når man får trillinger – det gør man altså ikke. Ligesom man heller ikke får dobbelt op med tvillinger.

Reglerne for barselsorlov med trillinger er nøjagtig ligesom barselsorlov for alle andre, dvs: 

  •  14 ugers barselsorlov til mor
  • 2 ugers barselsorlov til far
  • 32 ugers forældreorlov til fælles brug

Vi valgte at dele barslen på den måde at Martin fik alle 32 ugers forældreorlov, så vi i længst mulig tid begge kunne være hjemme.

Efter mine 14 ugers barselsorlov søgte jeg tilskud til pasning af egne børn. Det er et tilskud man kan få til hjemmepasning i 1 år, dog ikke i alle kommuner. Tilskuddet svarer til det kommunen betaler til en dagplejeplads – du kan læse mere om det i mit indlæg om at være hjemmemor, hvor du også kan finde link til en oversigt over hvilke kommuner, som tilbyder tilskud til pasning af eget barn.