Om trillinger, amning og morlivet

tillykke-i-skal-have-trillinger-afsnit-4

Barnedåb, kjoler og så lige en kontrol på OUH

I 4. afsnit af DR1´s programserie “Tillykke, I skal have trillinger” kommer I både med til barnedåb og til en af pigernes mange tjek på OUH.  Jeg vil her give dig mine kommentarer til ugens afsnit og ikke mindst give dig mulighed for selv at smide en kommentar.

dette indlæg skrev jeg lidt om hvorfor vi valgte at takke ja til invitationen om at deltage i programmet, og du kan læse lidt uddybninger her til afsnit 1 og her afsnit 2  og her til afsnit 3.

Jeg synes også det er vigtigt at nævne at til sådan et program bliver der filmet RIGTIG MEGET, både af fotografer og af os selv. Når man er færdig med at filme sidder produktionsselskabet derfor med virkelig meget materiale, som de udvælger fra og klipper sammen. Det er altså produktionsselskabet vinkling af os I ser og ikke nødvendigvis hele sandheden eller den eneste sandhed.

Umiddelbart efter hvert afsnit har været vist på DR vil jeg udgive et indlæg her på bloggen.

Jeg kommenterer kun på det som vedrører vores familie.

 

Programserien kan også streames på DR.dk

Trillingernes barnedåb

En skøn og hyggelig dag som betød meget for os. Vi har altid holdt barnedåbene herhjemme, og sætter stor pris på den måde at holde fest på.

Måske fordi vi begge er vokset op i restaurationsverdenen, synes vi det er meget mere hyggeligt at være hjemme, og vi har jo pladsen til det – sådan da.

Forberedelser fylder altid mega meget op til sådan en dag, og som sædvanlig når jeg først det sidste om natten (kransekage), eller som man ser i klippet – en time før vi skal være i Kirken, hvor jeg sidder og syer det sidste hårbånd færdigt.

Trillingernes barnedåb var dog anderledes end de tre stores. Selvfølgelig pga.  tidspres, da jeg jo ammede MANGE timer i døgnet og sov minimalt. Heldigvis har vi søde mødre og tanter som bagte både boller og kage for at aflaste mig lidt, og så kom de sidste pølsebrød og frikadeller fra fryseren med på buffetten. Mine to skønne arbejdsomme veninder tog køkken-tjansen under festen og sørgede for at alt blev varmet og anrettet. Så min indsats i køkkenet var rimelig begrænset. Tak for det <3

Jamen hvad har hun dog så lavet?

Dåbskjoler! 3 Dåbskjoler! Hvad gør man lige…..

Vores andre børn er alle tre døbt i Martins dåbskjole – syet af hans farmor, og brugt til alle fætre og kusiner. Det en virkelig en sød tradition. Men der var jo kun én, og den var desuden alt for stor til pigerne som kun lige var i en str. 62.

Siden Samuel blev født havde jeg haft en drøm om at sy en dåbskjole af måske min brudekjole eller konfirmationskjole, men det var der jo ingen grund til når familien havde Martins dåbskjole.

Nu var der en grund! og i skabet hang jo min brudekjole og min mormors brudekjole og hos min mor hang hendes brudekjole…

Så i ugerne op til barnedåben blev tre generationers brudekjoler forvandlet til 3 små dåbskjoler og det var det hele værd.

Her er min egen brudekjole som blev til Kendras dåbskjole

min brudekjole
daabskjole af min brudekjole

Liv, Lys og SOL

Dåben er mange ting, og for os er det først og fremmest her børnene får deres navne. Både jeg selv og vores store børn har to navne. (Fordi jeg har holdt på at når nu vi jeg fik Martins efternavn da vi blev gift, så var det kun rimeligt at børnene fik et (mellem)navn fra min side af familien.) Samuel fik Emil fra min far, Bianca fik Maria fra mig og Gabriel fik Jakob fra min morfar.

Men at finde tre pigenavne – i min familie – som kunne klinge til pigernes fornavne, det var lidt af en opgave.

Men en dag, mens pigerne stadig var indlagt, kom det pludselig til mig og rørte mig så dybt at tårene trillede ned af kinderne, mens jeg kæmpede med min sløje sandwich fra hospitalets kiosk – lige dér på bænken i solen og varmen i min ti-minutters pause fra det hel. Liv, Lys og Sol. Liv og Sol har vi fra en bogserie både Martin og jeg har læst, og siden da har vi egentlig gerne villet have en Sol. Lys var jo perfekt, da navnet Eleanor betyder noget i retningen af “Gud er mit Lys” Martin var med på den med det samme! Så det blev:

Scarlett Liv             

Eleanor Lys                 

Kendra Sol

Tjek på OUH

I det andet klip med os i ugens afsnit er vi på tur på OUH. En af mange. Og hver tur har været hård, stressfyldt og trættende.

I det vi ser er der fokus på fysioterapeuten og på Scarlett. Det er første gang der bliver lagt mærke til forskellen på Scarletts højre og venstre side på OUH og første gang jeg skal forholde mig til at hun med stor sandsynlighed har Cerebral Parese (spasticitet) i en eller anden grad.

Vi selv og vores sundhedsplejerske havde dog allerede set at der ville blive brug for ekstra træning, og på det tidspunkt har jeg allerede en gang haft besøg af ergoterapeuten. Vi har fået et helt fantastisk samarbejde med både ergo og fys og ser med glæde hvordan alle piger udvikler sig.

Trillingerne er 6 mdr. korrigeret

Den dag vi er på OUH er den 7. februar. Dette er også dagen hvor pigerne er 6 mdr. korrigeret (altså 6 måneder efter terminsdatoen) Det var den dato der var mit mål at fuldamme til, og det var den dato jeg havde forventet at gå i gang med at give dem mad.

Hvad vi ikke ser i klippet fra OUH er hvordan de presser på, for at jeg skal putte mad i pigerne. “Nu er det jo på høje tid de får noget mad – før det er for sent” 

Mit svar var at, “Ja, men nu skulle vi jo lige noget andet i dag” og så snakkede vi ikke mere om det

Det fulgte mig dog længe efter, det der “inden det er for sent” (altså hvad?? Så dør baby eller hvad??)

Når jeg så på mine piger, så jeg ingen tegn på at de var klar til andet end mors mælk, og så længe de trivedes og voksede på det, havde jeg ikke grund til at putte andet i dem.

De kunne jo – som fysioterapeuten så fint viser – heller ikke holde sig rette i ryggen, og som garvet BLW-mor er det i mine øjne en temmelig vigtig faktor for at begynde at spise.

Der gik en måned til halvanden før de fik mad. De var sjovt nok ikke klar samtidig – go figure. Så alt i alt 10,5 måned mors mælk og så mad the BLW-way. Der var de klar, interesseret og havde fysikken til det, og siden har de ikke været til at stoppe.

Bare lige for at sige: nogle gange skal øjnene lige ud at regel-bogen og over på barnet.

Lod du mærke til nogle underlige bleer?

Siden pigerne blev udskrevet har vi brugt moderne stofbleer, ligesom vi har gjort til de andre børn. Jeg har skrevet om 4 gode grunde til at bruge stofbleer i dette indlæg.