Da trillingerne var 5 dage gamle var jeg hjemme for første gang efter fødslen, for at spise aftensmad med resten af familien. Farmor havde lavet mad, og jeg havde knap 3 timer hjemme. De store børn havde ikke set mig i de 5 dage og værst af alt, – vi havde ikke kunne fortælle dem hvornår de så mor igen, for vi vidste det ikke. Så det var en glædelig overraskelse at mor kom hjem. Og det var en stor sorg da jeg efter at have læst godnathistorie  fortalte dem at nu skulle jeg ind på hospitalet til babyerne igen. Min lille Bianca på 4 år brød helt sammen og hulkede som aldrig før. Det var så hårdt at måtte forlade dem igen.

Samtidig havde jeg bemærket at det stod skidt til med Martin. I dagenes løb var hans hans blik blevet dødt og hans ellers så mimiske ansigt var hårdt som en klippe. Han hverken smilede eller græd. Hele den efterfølgende dag på hospitalet spekulerede jeg på hvordan jeg fik situationen vendt. Martin måtte for alt i verden ikke knække, for han skulle være der for de store børn.

Ud over min detailplanlægning blev min løsning ganske enkelt at bede om hjælp hos næstehjælperne for at tage mest muligt pres af Martins skuldre. Min tanke var ganske enkelt at det ville være en kæmpe lettelse for ham at kunne tage en lasagne op ad fryseren og sige “så er der mad” uden at skulle spekulere på indkøb eller madlavning. Og det virkede! 

Mange har efterfølgende sagt at det var modigt og at det var sejt jeg turde.

Måske var det ikke så svært fordi det var for hans skyld. 

Næstehjælperne 

Der er Facebookgrupper for lokale næstehjælperne i hele landet. Det er et trygt sted at bede om hjælp og det er et rart sted at give.